Han nægtede dog, at han havde været involveret i drabet på Frank Jørgensen.

AF CECILIE BISGAARD

Opdatering: Den 23-årige mand er varetægtsfængslet til 16. august.

Torsdag blev endnu en person fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers i sagen om drabet på 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen, der var bosat i Randers. Denne gang var det en 23-årig mand.

Han har tidligere været anholdt i forbindelse med sagen, men dengang blev han ikke sigtet og fremstillet i grundlovsforhør.

Onsdag anholdte Østjyllands Politi så den 23-årige mand igen, da politiets efterforskning havde »bestyrket mistankegrundlaget« mod manden, oplyste politikredsen i en pressemeddelelse torsdag.

Den 23-årige mand blev fremstillet i grundlovsforhør torsdag sigtet for manddrab af Frank Jørgensen sammen med fem andre personer, hvor af de fire allerede sidder varetægtsfængslet. Der er tale om en kvinde og tre mænd i alderen 26 til 39 år. Derudover er en 23-årig kvinde også sigtet i sagen, men hun fik efter sagens første grundlovsforhør lov til at gå fra retten.

Den 23-årige mand er også sigtet for usømmelig omgang med lig, da han sammen med de fem andre skulle have pakket liget af Frank Jørgensen ind i plastikposer og fragtet det til et skovområde nær Gassum, hvor det en uge senere fundet af politiet.

Derudover er han også sigtet for udslettelse af beviser, fordi politiet mener, at den 23-årige bortskaffede aske, en olietønde og nummerplader fra den dræbtes varebil. Han blev i den forbindelse også sigtet for at have lavet ildebrand, da netop den omtalte varebil blev fundet udbrændt på en skovparkeringsplads nær Vivild.

Dørene blev lukket

Efter sigtelserne var blevet læst op, tog den 23-årige mands forsvarsadvokat ordet. Han fortalte, at den 23-årige nægtede sig skyldig i alle forhold på nær ét.

Han erkendte, at han havde været med til at bortskaffe beviser, fordi han havde fjernet noget aske og afmonteret nummerpladerne fra Frank Jørgensens varebil.

Da han via sin advokat havde indrømmet det ene forhold, anmodede anklageren om dørlukning. Af hensyn til den videre efterforskning af sagen gik dommeren med til dette, og derfor er der på nuværende tidspunkt ikke flere nye oplysninger i sagen.

»Vi skal blandt andet have afdækket det præcise hændelsesforløb forud, under og efter drabet, og det skal afklares, hvordan de sigtede hver især har været involveret i sagen,« siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen om den videre efterforskning i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Vi har arbejdet hårdt med den her sag de seneste par uger. Undervejs i efterforskningen dukker der hele tiden nye spor og nye oplysninger op, og der begynder at tegne sig et klarere billede af, hvad der er sket, og hvem der har været involveret.«

Politiet meldte senere ud på Twitter, at den 23-årige mand er blevet varetægtsfængslet til 16. august – ligesom de andre sigtede i sagen.