Hele sommeren vil Fagbevægelsens Jobpatrulje køre rundt og møde de unge på deres fritidsjob.

»Vores børns og børnebørns sikkerhed betyder jo alt for os, og det mener vi også i byens fagforeninger. Derfor er det en vigtig opgave for fagbevægelsen at gennemføre den årlige Jobpatrulje,« siger Jan Guldmann, der er koordinator for Jobpatruljen i Randers og til daglig næstformand i 3F Randers, i en pressemeddelelse.

Det er Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), som omfatter næsten 1,5 million medlemmer i landets fagforeninger, som står bag Jobpatruljen.

»Selvom Danmark er et rimeligt reguleret land, sker der hvert år alvorlige arbejdsulykker, hvor børn under 18 år bliver alvorligt skadet, mens de udfører deres fritidsjob,« siger han videre.

»Det omfatter blandt andet cirka ti årlige skader, hvor unge ender med at få amputeret en finger eller anden legemsdel. Oftest fordi de er kommet for tæt på maskiner, som de i deres job i øvrigt slet ikke må arbejde med, for der er nemlig fastsat regler om, hvad de unge må arbejde med og dermed også, hvad de ikke må arbejde med.«

»Disse regler, retningslinjer om det antal timer man må arbejde på en dag eller uge, deres ret til et ansættelsesbevis, feriepenge og meget andet snakker vi med de unge og deres arbejdsgiver om, og jobpatruljens opgave er derfor i høj grad af oplysende karakter,« siger Jan Guldmann, som i øvrigt ikke forstår de arbejdsgivere, som nægter Jobpatruljen en snak med en ung ansat.

»Heldigvis er det ganske få steder, vi bliver nægtet adgang, men vi tænker hver gang om årsagen er, at der er problemer, man ikke ønsker, skal komme frem,« udtaler Jan Guldmann, som dog roser mange arbejdsgivere for at passe godt på sine unge ansatte.

Særlige regler for de unge

Hvert år har Jobpatruljen besøgt over 300 arbejdspladser her i Randers og fået snakket med rigtig mange unge om deres fritidsjob, og forventningen er samme resultat i år.

Jan Guldmann understreger, at man langt de fleste steder behandler de unge godt, og at de unge også er glade for jobbet.

»Derfor har vi også et håb og en forventning om, at vi igen i år vil opleve, at de unge ansatte er tilfredse med deres arbejde og har gode og trygge forhold. De unge vil jo også gerne tjene nogle penge, og arbejdsgiverne er glade for de unge og dygtige fritidsjobbere, der samtidig kun koster det halve af en voksen ansat – men netop derfor er der også nogle helt specielle krav om unges arbejdstider og arbejdsforhold, som skal overholdes.«

Jan Guldmann påpeger, at Jobpatruljens opsøgende arbejde derfor er af en meget stor værdi, og han håber, at de unge fra Jobpatruljen i år vil blive mødt med en positiv indstilling fra alle arbejdsgivere og ansatte, de steder man møder op.

»Det er jo i alles interesse, at vores børn gennem et fritidsjob får en indsigt i det at være på arbejdsmarkedet, men det skal selvfølgelig ske på en måde, så de unge ikke udsættes for risiko, og hvor de arbejder under trygge og ordnede forhold,« pointerer Jan Guldmann, og han opfordrer derfor alle arbejdsgivere, som måtte have spørgsmål om, hvad dette indebærer til forud for en ansættelse, at kontakte den lokale fagforening.

gs