Landets første permanente gågade åbnede i 1963 i Houmeden i Randers.
»Når noget er ved at forsvinde, kommer det på museum. Så nu åbner vi en gågade i Den Gamle By.«
Ordene kommer fra museumsdirektør Thomas Bloch Ravn, der i slutningen af juni bød velkommen til Randers-borgmester Torben Hansen (S), der åbnede en 46 meter lang gågade i Den Gamle Bys populære 1974-bykvarter.
Det skete efter samme klassiske princip som øvrige gågade-åbninger i 1960’erne og 1970’erne med gratis kaffe og rundstykker på ét langt morgenbord med taler og orkestermusik. Og ikke mindst masser af glade mennesker.
Inspireret af Randers
Den Gamle By har især hentet inspiration fra landets første permanente gågade, som åbnede i 1963 i Houmeden i Randers. Gaden er belagt med sorte og hvide fliser, som ligger lidt som en labyrint, tilfældigt placerede blomsterkasser og højtplacerede flagguirlander.
Derfor tilfaldt det Randers-borgmester Torben Hansen at klippe den røde snor, og det betød noget helt særligt for den mangeårige politiker.
»Jeg bliver faktisk lidt blød i knæene, når jeg ser den særlige belægning af sorte og hvide fliser, som Den Gamle By har genskabt. Det giver et stærkt og minderigt flashback til min egen barndom og ungdom i Randers.«
Torben Hansen udtrykte stolthed over, at gågaden i Randers gav inspiration til mange andre byer og nu, 59 år senere, også Den Gamle By.
»Nu er gågaden kommet på museum, for gågaden er bevaringsværdig og bærer et vigtigt vidnesbyrd om dansk byudvikling i 60’erne samtidig med, at den også er en del af historien og fortællingen om udviklingen af det danske velfærdssamfund.«
Nye butikker
Som en del af gågade indvielsen åbnede Den Gamle By også en ny 70’er farve-og tapethandler, hvor et orange og brunt gulv med grønne reoler er nøje afstemt med farvekortet fra dengang.
Tidligere i år åbnede Den Gamle By også en ostebutik samt en stor slagterbutik, og i forvejen kan man besøge en glarmester, en fotohandel, et rejsebureau, en broderiforretning og en radio-tv-handel.
For at understrege, at man befinder sig i en gågade anno 1974, hænger der ved gågadens begyndelse et skilt, hvor der blot står Gågaden. Skiltet er inspireret af gågaden i Skive.
Artiklen fortsætter efter faktaboksen
Rettidig omhu
Men hvorfor overhovedet sætte gågaden på museum, når der stadigvæk er gågader i mange byer? Rettidig omhu, mener Thomas Bloch Ravn.
»Det er et udtryk for de samfundsændringer, vi har oplevet de senere år. Gågaden spiller ikke samme rolle som tidligere og storcentre og internethandel tager mere og mere over,« fortæller han og understreger Den Gamle Bys grundtanke:
»Den Gamle By er sat i verden for at gøre historien vedkommende og tilgængelig for så mange mennesker som muligt. Det gør vi bedst ved konstant at sikre et link til folks erindring,« fortæller museumsdirektøren.