Udvalget for Regional Udvikling kunne forleden bringe godt nyt til 13 kulturprojekter i Midtjylland, heriblandt tre i Randers Kommune.

Kulturlivet blomstrer igen efter to udfordrende år med nedlukninger og restriktioner, og det afspejler sig i ansøgningsfeltet til Region Midtjyllands kulturmidler.

Hele 51 projekter har søgt om støtte i årets første af to ansøgningsrunder. Efter individuel gennemgang af projekterne har Udvalget for Regional Udvikling udpeget 13 projekter, som i alt modtager 4,701 millioner kroner til kulturudvikling i regionen.

Fakta: Om Kulturpuljen

Kulturpuljen har et samlet beløb på 8,7 millioner kroner i 2022 og udmøntes af to gange.

Der blev modtaget 51 ansøgninger til puljens første ansøgningsrunde.

Emnet for projekterne spænder bredt, men en del af projekterne arbejder med bæredygtighed som fokusområde.

Ansøgningsfristen for anden runde af Kulturpuljen er mandag den 19. september.

»Kulturlivet har en fantastisk evne til at binde os sammen på tværs. Det kan både gælde for modtagerne af kulturoplevelserne, som samles på tværs af geografi, baggrund og interesser, men det gælder også i høj grad for de aktører, som går sammen som afsender på kulturprojekter,« siger formanden for Udvalg for Regional Udvikling, Bent Graversen (V).

Bæredygtighed

Selvom projekterne arbejder med meget forskellige områder og indsatser, er det kendetegnende for de støttede projekter, at hovedparten har udvikling og fremtiden i fokus.

Bæredygtighed, verdensmål og børnekultur er nogle af de emner, der går igen i flere af de bevilligede projekter. Ligeledes har projekterne det tilfælles, at de arbejder med det brede samarbejde på tværs af interessenter, brancher og kommuner.

I Randers Kommune er en af modtagerne af midler fra Kulturpuljen Randers Social- og Sundhedsskole, der sammen med Randers Kunstmuseum og Museum Østjylland havde søgt om penge til et projekt, der skal udvikle et undervisningskoncept for samtaler i plejesektoren med udgangspunkt i kunstgenstande i borgerens hjem.

Også SceNet, en netværksgruppe for scenekunst især i Midt- og Nordjylland og med base på Randers Teater, har fået del i midlerne. Det samme har aarhusianske Teater Fluks til et projekt, der blandt andet inddrager Museum Østjylland i Randers.

sra