Randers FC vil fortsat have Sparekassen Kronjylland som hovedsponsor de næste tre år.

To af byens nationale flagskibe fortsætter samarbejdet, skriver Sparekassen Kronjylland i en pressemeddelelse.

Sparekassen Kronjylland har forlænget hovedsponsoratet i Randers FC for yderligere tre år. Sparekassen har været hovedsponsor siden 2006.

»I Randers er vi stolte af Randers FC og de imponerende resultater, de har skabt over de seneste år. Som en af byens største virksomheder er det naturligt for os at bakke op om byens fodboldstolthed. I Sparekassen tror vi på, at det er tiden, vi investerer, der gør forskellen – det gælder både på banen, i vores rådgivning og vores relationer med både kunder og samarbejdspartnere. Vi har en lang relation med Randers FC, og den glæder vi os til at bygge videre på de næste mange år,« fortæller områdedirektør i Sparekassen Kronjylland, Jens Brix.

Sparekassen Kronjylland er blevet kåret til Danmarks bedste arbejdsplads tre år i træk, og samtidig har deres privatkunder tre år i træk været landets mest tilfredse.

Randers FC har da også været mere end tilfredse med hovedsponsorens tid og investering siden begyndelsen i 2003.

»Vi har et fantastisk samarbejde med Sparekassen Kronjylland, som har været med på rejsen siden 2003 og været hovedsponsor siden 2006. Deres opbakning betyder virkelig meget for, at vi kan realisere det potentiale, vi som fodboldklub har, og at vi kan sætte byen og området på fodboldlandkortet. Vi er begge virksomheder, som markerer os på den store scene i landet, og vi glæder os til at udfolde og udvikle det fortsatte samarbejde,« siger sportslig og kommerciel direktør i Randers FC, Søren Pedersen.

Som en del af Sparekassen Kronjyllands sponsorat er man blandt andet synlig på hjemmetrøjen, og garantsparekassen lægger derudover navn til den ene langsidetribune på solsiden på Cepheus Park Randers.

sra