Af Thomas Bloch Ravn, museumsdirektør, Den Gamle By

»Hvor mange faglige medarbejdere har I i Den Gamle By,« spurgte min gæst, som var både universitetslektor og dr.phil. Fræk som jeg er, kunne jeg ikke lade være med at spørge, om hun tænkte på tømrere, malere eller kokke – eller måske hun tænkte på historikere, etnologer eller kunsthistorikere.

Min gæst tænkte selvfølgelig på de sidste, på akademikerne. Og hun blev tydeligvis lidt flov, for hun vidste jo godt, at Den Gamle By havde – og har – højkompetente håndværkere. Og så fik vi ellers en snak om håndværket som ”immateriel kulturarv”, altså det der internationalt kaldes ”intangible heritage” og som er ”hot” på museer i mange lande.

Mange forbinder især museer med ting. Men nogle museer er faktisk meget mere. I Den Gamle By betragter vi vore håndværkeres kunnen som ”immateriel kulturarv”, hvor mantraet er, at man ikke blot skal bevare de fysiske ting, men også den del af kulturarven, man ikke nødvendigvis kan se. Altså for eksempel sådan som den findes i håndværkernes kompetencer, håndelag, erfaring og gefühl.

I de første mange år kunne museet bruge byens håndværkere, men 1960’ernes ”modernisering” af håndværkernes kompetenceprofil skabte et behov for musealisering af de fag, vi havde særligt brug for.

Det er baggrunden for, at Den Gamle By i dag har lærlinge og elever. I alt 23 murere, malere, tømrere, gartnere og kokke har vi uddannet gennem de seneste 10 år. Vi drømmer om også at blive lærested for tjenere, bagere, konditorer, elektrikere og VVS’ere.

Det, der i 1960’erne var et problem for Den Gamle By, er nemlig nu ved at blive et alvorligt problem for samfundet. For selvom vi egentlig godt ved, at det ikke passer, er vi i dagens Danmark tilbøjelige til at tage for givet, at vi også har dygtige håndværkere om 10, 20 eller 50 år. Men virkeligheden er, at antallet af faglærte falder, at færre søger ind på uddannelserne – og samtidig stiger efterspørgslen.

Danske håndværkere har stor faglig kunnen, de er alsidige og kan improvisere. Det grunder sig på en uddannelse og fagstolthed, som har rødder tilbage til laugstiden før midten af 1800-tallet. I Danmark medførte de moderne tider nemlig ikke så stort et brud, som det var tilfældet i mange andre lande, hvis håndværkere i dag nærmest svarer til vores specialarbejdere, der har en væsentlig kortere og mere enstrenget uddannelse.

Synergi mellem håndværk og viden er en vigtig faktor for fremdrift. For nytænkning, design og udvikling forudsætter materialekendskab, håndelag og evne til at finde løsninger. Det finder vi ud af! – som det hedder på håndværkersprog.

Den Gamle Bys håndværkere advarer tit mod en akademisering af håndværket. Gang på gang pointerer de, at håndværket kun lever, når det bruges. Nok kan meget skrives ned, og filmdokumentation kan også være nyttig, men det er fremfor alt det daglige arbejde, der giver det håndelag og den gefühl for materialer, der er kernen i fagligheden. Håndværket ligger i hånden!

Det kan de besøgende så prøve kræfter med hen over sommeren. Denne sommer sætter Den Gamle By fokus på ’Godt håndværk – også for fremtiden’, og her kan gæsterne se, prøve og også gå i dialog med museets erfarne folk. Forhåbentlig er der også nogle unge mennesker, der får blod på tanden.