Liselotte Keld Blokkebak tiltræder stillingen 1. august.
Randers Kommune har netop ansat Liselotte Keld Blokkebak som chef for Sprogcenter Randers.
Liselotte Keld Blokkebak kommer fra en stilling som viceskoleleder ved Sprogcenter Viborg. Hun er tidligere underviser i dansk som andetsprog ved Sprogcenter Viborg og Skive samt ekstern lektor ved Østasiatisk Institut på Aarhus Universitet. Hun er uddannet cand.mag. i japansk og moderne østasienstudier og har en master i offentlig ledelse.
Hendes tiltrædelse glæder Helene Bækmark, direktør for Social og Arbejdsmarked i Randers Kommune:
»Jeg er rigtig glad for at byde Liselotte Keld Blokkebak velkommen i rollen som chef for Sprogcenter Randers. Hun har stor erfaring med området, og det er tydeligt, at hun har den rette forståelse for de udfordringer og muligheder, der ligger i rollen som sprogcenterchef. Liselotte er ambitiøs, visionær og har alle de rette kvalifikationer til at sikre fortsat stabilitet i driften i forbindelse med de mange nye ukrainere, som er blevet tilknyttet centret i løbet af foråret,« siger Helene Bækmark i en pressemeddelelse.
Integrationsopgave
Liselotte Keld Blokkebak ser frem til at tiltræde stillingen som chef for Sprogcenter Randers i Vestergade 34. Centret tilbyder en bred vifte af undervisningstilbud til voksne udlændinge inden for dansk, matematik og ordblindeundervisning samt kultur- og samfundsforhold i Danmark.
»Det bliver spændende at være med til at bidrage til integrationsopgaven i Randers Kommune, og jeg ser meget frem til at møde den nye spændende arbejdsplads Sprogcenter Randers og medarbejderne. Jeg ser også frem til at være med til at få skabt et tættere samarbejde mellem sprogcenter og jobcenter med henblik på at få tosprogede borgerne ud i beskæftigelse,” siger Liselotte Keld Blokkebak.
Liselotte Keld Blokkebak er 55 år og bor i Viborg. Hun har fire voksne døtre.
gs