Han tog på orlov fra Randers Freja i 1980. Kim Røntved nåede toppen i indendørs fodbold i USA og tjente kassen.

KIAN JOHANSEN

Det her er historien om held, tilfældigheder og talent. Og om at spille indendørs fodboldkampe, hvor den intense stemning svarer til lokalbraget Brøndby-FCK – hver eneste uge med hujende og engagerede fans – især kvinder.

Autografer, tilbud du ikke kan modstå og gratis middage – bare fordi du er god.

Den dengang 19-årige Kim Røntved spillede i Randers Freja i 1980. Den lille forsvars-tekniker spillede 23 kampe og scorede fem mål i 2. division (næstbedste række på det tidspunkt, red.) på holdet med de blå og hvide striber.

Han spillede blandt andet sammen med sin landsholds-kendte storebror Per Røntved, og lokale helte som Jens Brix, Ebbe Andersen og Ryan Otkjær.

»Troldmanden fra Køge, Jørgen Kristensen, spurgte mig, om jeg ville være interesseret i at komme over til Wichita og spille indendørsfodbold i seks måneder. Jeg var 19 år og spillede for Randers Freja, men jeg hoppede på muligheden, har Kim Røntved tidligere fortalt til TV2.

LÆS VIDERE UNDER BILLEDET

Kim Røntved var for nylig i Randers for at besøge gamle venner, blandt andet Henrik Hallas, bagermesteren der driver Helsted Bageren. De mødtes tilfældigt i Kansas og blev venner og Henrik fik lov til at bo i Kims hus i en længere periode. Foto: Kian Johansen

Teknikeren fra Brønshøj fik orlov fra Randers Freja, som han havde skrevet kontrakt med året før, og tog til mulighedernes land.

»Det var jo bare meningen, at jeg skulle spille derovre i en kort periode og så hjem til Randers Freja, der havde ladet mig tage afsted,« fortæller Kim Røntved, da han er på et kort besøg i Randers for at besøge gamle venner – både de andre danskere fra Randers, som han mødte i USA, men også nogle af de spillere han spillede med i 1980.

LÆS VIDERE UNDER FAKTABOKSEN

Indefodboldens æra i USA

Kim Røntved kom som den første danske spiller til den amerikanske indendørs liga i 1980. Han var med, mens ligaen voksede i popularitet og mens der var penge og publikum i ligaen.

Senere spillede blandt andet Jørgen “Magic Man” Kristensen, Keld “The Comet Killer” Bordinggaard, Erik “The Wizzard” Rasmussen, Frank ”The Danish Cowboy” Rasmussen, Karsten ”The Viking” Christensen og Jan ”Goalscoring Goalie” Olesen.

De indendørs fodboldkampe blev oftest spillet på kunstgræs på ishockey-stadioner, med op til 20.000 tilskuere til hver kamp.

Publikum var ikke vant til idrætsfolk iført korte shorts, t-shirts og lidt bar hud, så en del af succesen var de sexede unge mænd, der fik kultstatus – også udenfor banen.

Indefodboldligaen kulminerede et stykke op i 1990’erne, hvor ligaen ikke fik fat i attraktive tv-kontrakter og derfor langsomt mistede popularitet og penge.

I dag spilles der under amatør-lignende forhold, hvor få har fuldtidskontrakter og de fleste er uden.

Gudedyrkelse

Sex, drugs and rock’n roll opsummerer det meget fint. Gudedyrkelsen var i top.

»Sæsonen var kort. Det var indendørs og publikum var vilde. Jeg har aldrig været meget for at træne om vinteren og i regnvejr, så det var lige mig,« griner Kim Røntved. Og selvom der kom tilbud fra Monaco og Hertha Berlin, så trak det ikke. Pengene, klimaet og muligheden for at opleve USA, var magneten.

»Hvis man skulle skabe den perfekte spillerfysik til indendørsfodbold og finde frem til størrelse, hastighed, styrke, boldevner og forsvarsevner, så ville man finde frem til Kim,« siger Røntveds tidligere holdkammerater Andy Chapman, ifølge TV2.

Kim selv indrømmer, at det var et perfekt match, for han var ikke meget for rusk og regn og hårdt arbejde.

»Sepp Piontek sagde til mig på et tidspunkt, at jeg skulle komme i rigtig form. Du ved, på hans tysk-danske accent. Men jeg virrede bare med hovedet. Jeg vidste det jo godt. Jeg kom bare aldrig lige i topform.«

15.000 fans

Forestil dig en ishockeyhal med kunstgræs på. 15.000 til 20.000 fans til hver kamp. Røg, lys og kommentatorer der medvirker til en afgudsdyrkelse. Dygtige tekniske fodboldspillere iført meget korte shorts, strømper og t-shirts. Hujende, vilde fans – især kvinder – der nyder synet af atleterne og deres hud.

Dengang i 1980’ernes Nordamerika foregik de store sportsgrene med atleter, der var indhyllet i hjelme og iført en del beklædning. Og så kom et nyt koncept, Major Indoor Soccer League, der havde sin storhedstid, der varede helt op til slutningen af 1990’erne.

Kim Røntved var med alle årene, mens andre danskere kom og gik. Blandt andet Erik Rasmussen og Keld Bordinggaard og masse andre.

»På et tidspunkt var vi syv danskere på holdet. Vi var ikke nødvendigvis venner, men vi havde det godt sammen,« husker han om storhedstiden i 1980’erne.

’The Rocket’ som han blev døbt, fandt sig godt tilrette i USA.

»Jeg kan huske, at min far i lufthavnen græd som pisket og sagde: ’Jeg ser aldrig min søn igen’. Han fik faktisk lidt ret, for jeg var ikke meget hjemme de næste mange år. I begyndelsen spillede jeg fodbold i 6-9 måneder og så var jeg hjemme i Danmark seks uger om året, men det fadede ud. Det er tre år siden jeg var hjemme sidst, blandt andet på grund af Corona og jeg har næsten mistet en moster hver gang jeg kommer hjem,« lyder det eftertænksomt fra Kim Røntved, der i den grad skabte sig en karriere, hvor der var fuld fart på.

LÆS VIDERE UNDER FAKTABOKSEN

Kim Røntved

Født 9. maj 1960 i København. 1.80 meter høj forsvarer. Kim Røntved – ’The Rocket’ – blev valgt til All Star-holdet i 18 ud af sine 19 sæsoner i ligaen

År Hold Kampe (Mål)

1978–1979 Brønshøj BK 36 (4)

1979–1980 Randers Freja FC 23 (5)

1980–1987 Wichita Wings (indendørs) 282 (183)

1982 Tulsa Roughnecks 16 (0)

1983 Dallas Americans

1987–1991 Kansas City Comets (indendørs) 168 (57)

1991–1998 Wichita Wings (indendørs) 252 (126)

1992–1995 Colorado Foxes

1998–1999 Kansas City Attack (indendørs) 29 (14)

2015 Wichita B-52s (indendørs) 1

Træner eller assistent

1991–1994 Wichita Wings (assistenttræner)

1994–1998 Wichita Wings

2010–2014 Kansas City Comets

2014–2015 Wichita B-52s

2017–2019 Kansas City Comets

Brødre-træf

Storebror Per Røntved fik en klassisk karriere i blandt andet Werder Bremen, Randers Freja og Hvidovre. Landsholdsanføreren var også den indirekte årsag til, at hans træner i Werder Bremen, Sepp Piontek blev landstræner.

Og til Kims store glæde fik han lov til at spille med sin bror, både i Brønshøj, Randers Freja og i to sæsoner i Wichita Wings, inden en hjerneblødning satte en stopper for storebroderens karriere.

»Per var min bedste kammerat, så tiden med ham i USA nød jeg,« lyder det fra Kim Røntved, der efterhånden slog sig ned med kone og børn. Børnene hedder Chad, Cole og Jade. Den ældste er 44, mens Jade er 20.

Ved siden af fodboldkarrieren etablerede han et firma, der har specialiseret sig i at at lave membraner og coating til gulve og belægninger. I begyndelsen med flere partnere, men de er købt ud. Han har haft firmaet i 22 år.

»Jeg fik kontakt til nogle kemikere der havde nogle gode formularer og opskrifter på coating og i dag kører det bare. Jeg har en del gode erfarne medarbejdere og vi har nok at lave.«

Røntved spillede i første omgang for Wichita Wings fra 1980 til 1987 og skiftede til Kansas City Comets. Fra 1991 til 1998 spillede han igen i Wichita Wings, som han også blev træner for i tiden derefter. Trænerkarrieren sluttede med Kansas City Comets i 2019. Den sidste aktive kamp var i 2015.