Hos Din Avis på Rådhustorvet hænger et billede af Østervold ved nattetide. Hvorfor nu det?
KIAN JOHANSEN
På vores kontor på Rådhustorvet har vi netop fået et nyt billede op at hænge. Det er taget af Ole Jakobsen, der kalder sig utraditionel fotograf.
Du ser Østervold ved aftentide en oktoberdag. Det er taget før højhusbyggerierne gik i gang på Thors Bakke, så det er unikt, påpeger Ole Jakobsen selv.
Det jeg faldt for, da jeg så billedet er stemningen. Og så er billedet fra min by – Randers.
Sydlandske Randers
Lysene oplyser Randers midtby på en magisk måde. Det mørkeblå vand i regnvandsbassinet, springvandet på midten af Østervold og den flotte hingst der har stået der siden 1969.
Jeg nyder detaljerne i Østervolds facader med forskellige årstal på bagen, der også betyder, at du kan se den røde Randers gamle Tekniske skole og mere nutidige bygninger fra 1970’erne.
Flere har sagt, at det ser helt sydlandsk ud. Det ligner næsten en ’rambla’, især kendt fra Barcelona med en bred, centralt beliggende gade med masser af liv.
Netop derfor faldt jeg for billedet. Du kan sige meget om Østervold hvis du vil. Og det gør mange.
På billedet folder Østervold sig ud og viser sig fra sin bedste side. Og dét er pointen. Når Østervold og Randers viser sig fra sin bedste side, så bliver jeg til en stolt randrusianer.
Din Avis på Rådhustorvet
Vi møder af og til de samme spørgsmål. Så her får du den korte version:
Din Avis holder til på Rådhustorvet 4 også kaldet Sct. Clemens Gaard. Her flyttede vi ind i marts 2022. Din Avis ejes i dag af Jyllands-Postens Lokalaviser, der købte avisen af Radio ABC i september 2021.
Radio ABC holder fortsat til på Brotoften, men flytter senere på året ud i lejede lokaler på Randers Banegård.
Ved indgangen til Din Avis på Rådhustorvet kan du snuppe avisen fra aviskassen og måske nyde indholdet siddende på Rådhustorvets bænke eller forhøjninger.
Hvis du træder ind af den flotte dør, op ad trappen og til højre, så kan du nyde billedet, så snart du træder ind på kontoret. Du er altid velkommen.
Din Avis – Vores Randers.