Tonstung lastbil og små trafikanter mødtes for at sætte fokus på trafiksikkerhed.
Børn og deres forældre blev lørdag undervist i, hvordan de undgår at komme i karambolage med en højresvingende lastbil. Lastbilkaravanen var med i Randers, da Danmarks største cykelløb for børn, Kids Tour, kom til byen.
Den 16 meter lange lastbil holdt på Tronholmen.
En af de besøgende var Oskar Thomasen, der sammen med sine forældre og lillebror fik sig noget af en øjenåbner, da han kom helt tæt på den store lastbil.
»Den viden kan jeg godt bruge i livet, og jeg vil sige det til mine venner. Og de skal også vide, hvor de skal køre ved siden af lastbilen, så lastbilchaufføren kan se dem,« siger Oskar Thomasen på 10 år, der også deltog i cykelløbet, så han var udstyret med startnummer på brystet, cykel og cykelhjelm.
Lastbiler transporterer i dag langt størstedelen af alle varer i Danmark. Lastbilerne holder Danmark kørende og kommer med varer til supermarkederne, men de store lastbiler fylder også ude på vejene.
Derfor har ITD, som er brancheorganisation for den danske vejgodstransport, sagt ja til, at deres landsdækkende trafiksikkerhedskampagne, Lastbilkaravanen, er med på udvalgte Kids Tours-arrangementer i Danmark for at være med til at sætte fokus på trafiksikkerhed for de unge trafikanter og deres forældre.
Pas på til højre
»Vi har lavet dette tiltag, fordi vi gerne vil have det livsvigtige budskab ud til så mange som overhovedet muligt. Og da Kids Tour rakte ud til vores kampagne, synes vi, at der var god synergi i et samarbejde. Vi er glade for, at vi sammen med Kids Tour og Børneulykkesfonden kan være med til at sætte fokus på trafiksikkerhed,« siger Malene Vitus, som er projektleder på ITD’s trafiksikkerhedskampagner.
Lastbilkaravanen har en maskot, den kvindelige chauffør, Magda. Hendes sange handler om trafiksikkerhed. Hun synger blandt andet ”…det er meget meget sjovere, når man ikke bliver kørt over” og ”…det er så svært at spise chips, hvis man er pakket ind i gips”.
kijo