Skatteminister Jeppe Bruus er ikke afvisende overfor at forbyde betting-reklamer efter at Randers vil indføre det.

KIAN JOHANSEN

Et nyligt forbud i Randers mod betting-reklamer i offentlig transport blev stemt igennem byrådet med 27 stemmer for og 4 stemmer imod. Imod stemte Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige.

Det betyder, at man snart ikke vil kunne se mulige betting-reklamer på bybusserne i Randers.

Samtidig vil byrådet opfordre Midttrafik, der står for busdrift i hele Midtjylland til også at fjerne betting-reklamer fra de regionale ruter.

Randers Kommune har også sendt en opfordring til Folketinget om at se på lovgivningen omkring bettingreklamer i det offentlige rum.

Nu fortæller skatteminister Jeppe Bruus (S) til TV 2 Østjylland, at han vil kigge på forslaget.

»Jeg tror ikke, vi kan bringe os til en situation, hvor det bliver helt ulovligt at spille på noget som helst, og det er også derfor, vi har besluttet, at vi dels har noget monopol men også et reguleret spilmarked i Danmark. Det er for at skabe en ramme om, at man kan spille, men gøre det på en ansvarlig måde,« siger Jeppe Bruus til TV 2 Østjylland.

Både Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune har tidligere i år indført samme forbud mod betting-reklamer.

Hvem foreslog hvad

Enhedslisten, Velfærdslisten, SF og Beboerlisten foreslog oprindeligt, at Randers Kommune skulle rette henvendelse til Midttrafik med henblik på at droppe reklamer for pengespil i den offentlige transport.

Socialdemokratiet trumfede og stillede ændringsforslag om, ’at Randers Kommune retter henvendelse til Midttrafik, med henblik på at droppe reklamer for pengespil i den offentlige transport. Desuden forslås det, at Randers Kommune sender en opfordring til Region Midtjylland og de midtjyske kommuner om ligeledes at følge forslaget. Desmere forslås det, at Randers Kommune sender en opfordring til Folketinget om at se på lovgivningen omkring bettingreklamer i det offentlige rum.’