Der er ikke sket meget på Krakamarken de sidste 20 år. Men det skal være slut nu. Manden, der fik idéen til skulpturparken, kæmper nu for at vække den til live igen.
AF CECILIE BISGAARD
»Se lige, hvor høje træerne er blevet. Dem har jeg plantet. Før var der bare en åben mark,” siger Jørn Rønnau, da han ankommer til Krakamarken syd for Stånum sammen med Astrid Gjesing.
»Der er en svane nede i søen, hvor er det sjovt. Søen er også meget større nu end dengang. Til at starte med var der slet ikke nogen sø,« siger han.
Jørn Rønnau er billedkunstner med speciale i natur-skulpturer. Han er idémanden bag skulpturparken Krakamarken, der blev etableret i starten af 90’erne på en mark overfor den daværende produktionshøjskole Brusgård.
»Jeg skulle lave en skulptur til gårdspladsen på Brusgård, og så lærte jeg stedet at kende, og jeg kunne se mulighederne. Jeg har altid interesseret mig for kunst og natur, og da forstanderne altid var med på en spøg, så spurgte jeg ham, om vi ikke skulle lave en skulpturpark, der ikke var en park, og hvor der ikke var nogen skulpturer,« fortæller kunstneren.
Ingen søm eller skruer
Det blev startskuddet til Krakamarken. Det var ikke rigtig en park, for i virkeligheden er stedet en omlagt mark – deraf navnet Krakamarken, der henviser til stedets oprindelse. Der var ingen rigtige skulpturer, fordi der ikke var noget, der var støbt i bronze eller hugget ud i sten.
Da en elev en dag kørte et dræn i stykker med en traktor, fik Jørn Rønnau lov til at omdanne marken på den anden side af landevejen til en skulpturpark.
Der blev lagt vægt på, at skulpturerne kun skulle laves i naturmaterialer.
»Du finder hverken søm eller skruer på kunstværkerne,« siger Astrid Gjesing, der er billedkunstner og koordinator på projektet dengang.
Værkerne er i stedet skabt af plantede træer, anlagte jordvolde, placerede sten og træ banket i jorden. Ting, der med tiden forgår eller bliver ændret af naturens gang – og det kan ses.
I 1999 blev Krakamarken lukket. Det var slut med nye kunstværker, men der var og er stadig offentlig adgang til stedet.
Ånden føres videre
Siden lukningen har tidens tand sat sine spor. Græsset er så langt, at man knap kan skimte jordvoldene. Mælkebøtterne og brændenælderne vokser vildt indover stierne. Nogle kunstværker er kollapset. Andre er tilgroede og er ikke længere klippet i den form, som det var meningen, de skulle have.
Men det vil Jørn Rønnau nu lave om på. Han er endnu engang drivkraften bag Krakamarken – den skal genopstå.
»For omkring syv år siden ringede en kvinde til mig. Hun var nyansat i Randers Kommune, og hun havde blandt andet fået ansvaret for at tage sig af Krakamarken. Hun ville høre, om jeg ville hjælpe med føre ånden videre, som stedet var skabt i. Det, synes jeg, var spændende,« siger han.
Og så gik arbejdet i gang.
»Der er kun ganske få værker tilbage fra den gang. Det er næsten arkæologiske fund,« siger kunstneren med et smil på læben, mens en børnehave kommer løbende mod et af værkerne.
Der er et kunstværk, som Jørn Rønnau selv har skabt. Det er en stor stol, der er hugget ud i træ. Børnene kravler hurtigt rundt på den, og pædagogerne er nødt til at lave en kø, så alle kan prøve at sidde i stolen.
Fra den har man en fremragende udsigt over området, der i dag er fredet med det forbehold, at der stadig må laves naturkunst på den tidligere landbrugsmark.
Har fået 100.000 kroner
Lige nu arbejder Jørn Rønnau, Astrid Gjesing og en række andre personer på at oprette en forening, der skal vedligeholde og udbrede kenskabet til Krakamarken. Til det formål har den kommende forening netop fået tildelt 100.000 kroner af Randers Kommunes Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalg.
»Vi skal lige lave de sidste ting, og så skulle foreningen gerne komme op at stå inden efteråret, så folk kan melde sig ind. Vi ved, der er mange, der synes om Krakamarken, og dem vil vi gerne have fat i,« siger Jørn Rønnau, der i forbindelse med det nye arbejde med stedet har lavet en række siddepladser i skulpturparken.
De 100.000 kroner skal blandet andet bruges til aflønning af en projektleder, som skal søge fondsmidler til foreningen og projektet.
Astrid Gjesing og Jørn Rønnau håber på, at der allerede til efteråret kan komme en kunstner forbi og lave en ny skulptur til Krakamarken. Derfor skal en del af bevillingen gå til den kunstners udgifter.
Jørn Rønnau ved endnu ikke, om han igen kommer til at bidrage med kunstværker til Krakamarken.
»Det kan jo være, jeg får en idé, jeg ikke kan lade være med lave,« siger han.
Men han er helt sikker på, at han ikke skal være formand for den nye forening.
»Det er slut. Jeg har gjort mit, og der skal nye kræfter til. Jeg vil være tilknyttet som konsulent til bestyrelsen,« siger han.