Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen godkender selskabet Flodbyen P/S, og planerne med byggeri på Brotoften kan gå i gang.
Arealudviklingsselskabet for Flodbyen Randers, Flodbyen P/S, er netop godkendt af konkurrencemyndighederne. Dermed kan selskabet nu stiftes og bestyrelsen nedsættes. Allerede i 2023 forventes det første spadestik til byggeri på Brotoften.
»Jeg er rigtig glad for, at nu skal i gang med det konkrete arbejde i Flodbyen P/S sammen med AP Ejendomme. Vi har et fantastisk område, hvor vi i fællesskab skal udvikle fremtidens bydel med luft, natur, liv og i respekt for vores historie. Samtidig vil der med Flodbyen blive taget væsentlige skridt i forhold til klimasikring af Randers,« siger borgmester Torben Hansen i en pressemeddelelse.
Stor interesse
Samarbejdet om et arealudviklingsselskab for Flodbyen mellem Randers Kommune og AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, blev annonceret i februar 2022, og siden har Randers Kommune oplevet stor interesse fra potentielle købere, der er interesserede i, hvornår de første byggeretter i Flodbyen bliver sat til salg af det nye selskab Flodbyen P/S.
»Derfor har vi fokus på at komme hurtigere ud af starthullerne end forventet. Jeg er ikke i tvivl om, at interessen både skyldes en sublim beliggenhed og ikke mindst det bundsolide arbejde, der er gjort med forundersøgelser, udviklingsplan og kvalitetskrav, ligesom der er tænkt hele vejen rundt om både byudvikling, klimasikring og infrastruktur på baggrund af en robust og balanceret økonomimodel. Og så ligger der også en blåstempling i, at en stor og seriøs spiller som AP Ejendomme ønsker at være med. Vi glæder os til for alvor at kunne tage hul på samarbejdet med AP Pension i Flodbyen P/S,« siger Claus Berggren, formand for Erhvervs- og Planudvalget.
Det forventes, at der bliver taget første spadestik på de første boliger på Brotoften medio 2023.