Gennem årene har Daka i Randers kæmpet med lugtgener i forhold til naboerne. Mange tiltag har været afprøvet med svingende held, indtil der for alvor kom et gennembrud sidste forår, da der blev installeret et nyt lugtforbrændingsanlæg.
Efter indkøringen af det nye anlæg over sommeren er der fra august til december 2021 ikke modtaget en eneste lugtklage, og det glæder den nye fabrikschef Martin Schmidt. Han har siden 1. januar i år haft ansvaret for fabrikken og understreger, at kursen er den samme over for naboer og lokalmiljø.
»Det nye lugtforbrændingsanlæg har gjort en kæmpe forskel. Det er vi utroligt glade for. Nu gælder det om at holde anlægget i topform. Derfor udfører vi løbende vedligehold, hvor vi skruer højt op for varmen og brænder aflejringerne af, der sætter sig inden i anlægget. Det kan give en lidt mere grålig dampfane fra skorstenen, mens vi foretager rensningen, men det er nødvendigt for at sikre en stabil drift,« siger Martin Schmidt i en pressemeddelelse.
Selvom han er ny mand ved roret, er han meget opmærksom på de gode vaner i dagligdagen, som også modvirker eventuelle lugtproblemer.
»Vi er i gang med at forbedre vores ventilationsanlæg, så vi har nemmere ved at holde et stabilt undertryk og undgå, at luft slipper ud. Jeg er kommet med nye øjne på fabrikken, og jeg må sige, at jeg er imponeret over medarbejdernes engagement i kampen mod lugten og i at passe på vores omgivelser blandt andet ved, at vi altid husker at lukke døre og porte,« siger Martin Schmidt.
Ingen elektronisk næse
Et projekt er dog blevet lukket nu. Ikke fordi Martin er kommet til, men fordi det ikke giver mening mere. Det drejer sig om den elektroniske næse, som blev igangsat som et udviklingsprojekt sammen med Teknologisk Institut.
»Det gav god mening, da man kæmpede med lugtproblemer. Men vi har haft Teknologisk Institut på besøg, efter vi fik installeret det nye lugtforbrændingsanlæg, og de konstaterede, at koncentrationen af de markører, man beregner lugtniveau ud fra, var for lave, i røggassen til at de gav mening at regne lugtkoncentration ud fra. Derfor var vi enige om at lukke projektet,« siger Martin Schmidt.
Det nye lugtforbrændingsanlæg har også overflødiggjort ozon-anlægget, som blev sat op efter lugtforbrændingsanlægget for nogle år siden for at behandle lugten. Det er derfor blevet afmonteret.