En opmærksom dørmand på en bar i Storegade i Randers kontaktede natten til fredag omkring midnat politiet, da en gæst opførte sig mistænkeligt. Gæsten gik gentagne gange ind og ud af beværtningen, og blev ved med at bevæge sig om i en baggård.
Det oplyser Østjyllands Politi i politirapporten.
En patrulje kørte til stedet, hvor dørmanden udpegede en 27-årig mand, som betjentene besluttede sig for at visitere, da de havde mistanke om, at han havde stoffer på sig.
Mistanken viste sig at holde stik, da patruljen fandt flere poser med hash og nogle tramadol-tabletter i hans lommer. På baggrund af fundene og mandens adfærd blev han anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.
Da han havde en foldekniv på sig, blev han også sigtet for overtrædelse af knivloven.
Lidt senere på aftenen blev politiet kaldt til samme beværtning, efter at dørmanden havde opdaget en 20-årig mand med en lille pose kokain i hånden inde på toilettet. Den 20-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.