LAG Randers-Favrskov inviterer alle over 15 år, bosat i Favrskov og Randers Kommune, til et informationsmøde om opstart af en ny Lokal Aktionsgruppe.
Banker dit hjerte for udvikling af Landdistriktet? Og ønsker du at få indflydelse på udvikling af landdistrikterne i Favrskov- og Randers Kommune skal du komme til informationsmøde om opstart af ny LAG mandag 9. maj i Nielstrup Forsamlingshus, Voldum Rud Vej 132 i Hadsten.
LAG følger EU’s Landdistriktsprogram, og det består af afgrænsede som regel syvårige perioder. På grund af Brexit med videre blev perioden 2014-2020 forlænget med to år til 2022. Den kommende periode bliver derfor kun på fem år – nemlig 2023-2027.
Bestyrelsen i LAG Randers-Favrskov har valgt at tage initiativ til at invitere alle over 15 år, der er bosat i Favrskov og Randers Kommune, til et informationsmøde om opstart af en ny Lokal Aktionsgruppe fælles for de to kommuner.
På mødet vil der blive nedsat en gruppe, der kan arbejde videre med opstart. Det er hensigten, at der skal være stiftede generalforsamling sidst i august/start september. På den stiftende generalforsamling vælges en bestyrelse, som udarbejder en udviklingsstrategi for 2023-2027.
Først i 2023 godkendes Udviklingsstrategien, og den nye LAG kan forhåbentlig åbne for en ansøgningsrunde andet kvartal 2023. Begge kommuner har allerede på forhånd valgt at støtte den nye LAG økonomisk udover de midler, der vil komme via EU og staten.
LAG Randers-Favrskov kan støtte både erhvervsprojekter og foreningsprojekter i landdistriktet, og der er penge at hente.
LAG Randers-Favrskov har sidste ansøgningsfrist 9. maj. Kontakt koordinator Mette Risager og få sparring og hjælp til din ansøgning.
gs