Af Malte Larsen, MF, Forbrugerordfører for Socialdemokratiet
Forleden dag var jeg i folketingssalen for at debattere et vigtigt forslag fra regeringens hånd.
Et lovforslag, der handler om, at vi vil skærpe kravene til ulovligt indhold på de sociale medier. Ulovligt indhold som for eksempel børnepornografi, krænkende sprog eller død og ødelæggelse.
Vi har desværre set eksempler på, at ofre har haft endog meget svært ved få standset ulovligt indhold. Politisk må vi stille skrappere krav sociale medier som for eksempel Facebook, Twitter og Instagram.
De må og skal tage et større ansvar for den enorme indflydelse, platformene har på vores samfund og i vores individuelle liv.
I Socialdemokratiet ser vi det som et naturligt og nødvendigt skridt, at vi også fra politisk hold skærper kravene til platformenes indhold og ansvar for ulovligt indhold. De sociale mediers bevidsthed om ulovligt indhold er helt centralt, og indholdet skal fjernes, så snart det bliver identificeret. For brugernes og vores samfunds skyld.
Med lovforslaget stiller vi krav til de sociale platforme om at oprette en mere brugervenlig procedure. Det skal være nemmere at anmelde ulovligt indhold på sociale medier.
Vi stiller samtidig krav til de sociale platforme om, at anmeldelsen skal besvares og behandles af inden for 24 timer. Og skulle det ikke ske, så skal vi kunne sanktionere de sociale medier med bøder.
En bøde, der i sidste ende, kan lyde på op til seks procent af virksomhedens koncernomsætning.
Det skal være trygt for danskerne at være på de sociale medier. I særdeleshed for vores børn og unge. De skal ikke risikere, at blive udsat for ulovligt indhold. Det skal fjernes så hurtigt som muligt, så vi undgår en spredning over hele internettet.
De sociale medier har et kæmpestort ansvar for deres brugere, og de skal leve op til visse spilleregler.
Lovforslaget er en historisk ret til brugerne af de sociale medier, og det er et lovforslag til gavn for vores børn og unge.
Vi skal passe på dem, når de engagerer sig i de sociale medier.