Gulvet var ikke helt i orden, og det kunne ejeren ikke leve med. Han valgte derfor at holde lukket i to dage kort efter sæsonåbningen.

AF CECILIE BISGAARD

Det er ikke småting, som Byens Ismejeri på hjørnet af Brødregade og Slotsgade har investeret i til den kommende sæson. Hele butikken har fået en ordentlig overhaling, og der er kommet nye fryseskabe, ismaskiner, pasteuriseringsmaskine, airkondition, rulleborde og meget andet.

»Det har været enormt dyrt. Vi har også fået lavet en del el-arbejde og vvs. Der har været murere og tømrere. Vi har skudt mange penge i det, men vi har også købt det bedste udstyr. Vi har udvidet produktionen, fordi jeg er ved at forberede til, at vi åbner en butik i Aarhus. Hvis vi skal åbne i andre byer, så skal Randers bare være i orden,« siger ejeren af butikken, Majid Akhari.

Isbutikken åbnede for sæsonen 1. april, men allerede få dage efter var Majid Akhari nødt til at lukke den igen.

Det nye gulv, der er kommet i butikken, var nemlig ikke helt, som det skulle være.

»Jeg opdagede det egentlig med det samme, men den dag, hvor gulvet var hærdet, var samme dag, som vi fik en masse maskiner, så jeg kunne ikke ringe til gulvmanden og bede ham om at komme igen,« siger han.

Skidt med lukning

I stedet besluttede Majid Akhari sig for at vente og se tiden an.

»Jeg tænkte ”det går nok”, selvom det ikke var helt i orden. Det havde ikke fået nok lak, så det var lidt ”rå”. Men da vi åbnede, kunne jeg se, at vi var nødt til at gøre noget ved det. Det kunne jeg ikke leve med,« siger han.

Derfor blev han nødt til at lukke sin butik 5. og 6. april, så gulvet kunne blive fikset.

»Jeg havde det lidt skidt med det. Jeg var irriteret på en måde, men jeg kunne se på vejret, at det gik nok lige, hvis vi havde lukket de to dage. Jeg ringede til gulvmanden, som lige kunne få os presset ind. Det var okay at holde lukket i to dage, når det var mega dårligt vejr. Og nu er det fikset,« siger Majid Akhari.