Fritz Hundborg, Hermann Stillings Vej 70, 8930 Randers NØ
Man undres (meget) og irriteres (mere) over nedenstående eksisterende forhold:
Randers har efterhånden fået et stort og flot hospital, som pynter byen – men det fremstår desværre anonymt og selvudslettende – rent skilte-mæssigt!
Hospitalerne i Viborg, Silkeborg og Vejle (som er mindre end Randers) ”fører sig frem” med store kraftige typer på deres bygningsfacader. Bynavnene kan læses på land afstand. Så er det man tænker: Hvorfor ikke Randers?
Når man nærmer sig hospitalet i Kronjyllands hovedstad, skal man medbringe både kikkert og forstørrelsesglas for at skimte, hvilken by disse flotte bygninger ligger i!
Hvorfor denne nedtoning eller mangel af bynavnet?
Ved hovedindgang A på Skovlyvej er der overhovedet intet bynavn på bygningen over glasdørene!
Forholder det sig sådan, at der i Region Midtjylland sidder en kontorelev og rafler om, hvilke størrelser af typer (bogstaver), der skal anvendes, når skiltningen hænges på facaderne – eller er der en mere intellektuel forklaring på denne ulighed?
Randers behøver ikke at have mindreværdskomplekser med hensyn til hospitalet!
Derfor ser jeg frem til, at de nuværende ”usynlige” mini-typer, som navnet Randers er ”belemret” med, udskiftes med større (og federe) typer, så man på den anden side af gaden kan se, at hospitalet ligger i Randers: Regionshospitalet Randers.