De kommende år forvandles Kristrups trafik væsentligt. Fartbump, færre P-pladser på Kristrupvej og cykelsti på Clausholmvej.
KIAN JOHANSEN
Der kigges seriøst på trafikken igennem Kristrup i disse år. Og færdes du igennem bydelen undgår du ikke at se ændringerne.
Som før nævnt, så rykkes krydset mellem Ørneborgvej og Clausholmvej, så det bliver til et regulært firbenet kryds, i dag er vejene forskudte. Det sker primært på grund af den nye havnevej, der skal gå tværs gennem flere eksisterende bygninger på Ørneborgvej.
Og på Clausholmvej har politikerne nikket ja til at rive Clausholmvej 11 ned. Ejendommen blev opkøbt sidste år.
På sigt skal der gøres plads til cykelstier i begge sider af vejen og der skal også være buslommer og en venstresvingsbane.
Og så vil kommunen undersøge, om der kan skabes en 40 km/t zone i hele Kristrup vest for Clausholmvej, uden at der ændres for meget i de eksisterende vejforhold.
På Kristrupvej fjernes flere afmærkede parkeringsbåse og skilte med parkering forbudt sættes op. Trafikken skal glide lettere ved at fjerne muligheden for parkering i vejsiden.
Der etableres en parkeringslomme på den nordlige side af vejen ved Landlystvej og ved Kristrupvej nr. 50-58 og man kan parkere ved kirken og på sidevejene til Kristrupvej.
Fortovet langs Vennelystvej over R. Hougårds Vej på begge sider af krydset fortsættes, så ingen er i tvivl om vigepligtsforholdene og bilister får mere tid til at orientere sig.
På Holmsgårdsvej laves der trafikmålinger og måske etableres der fartdæmpere.
Der skal bygges fartdæmpende foranstaltninger på Valdemarsvej og Engboulevarden for at få farten ned og få færre til at smutte igennem fra Århusvej og Grenåvej.