For ikke så længe siden blev Hanna Nørager Sørensen valgt som formand for Danske Bedemænd. Hun glæder sig til at udvikle faget og udstikke rammer for, hvordan faget skal udvikle sig i fremtiden.

AF CECILIE BISGAARD

I slutningen af marts blev 44-årige Hanna Nørager Sørensen fra Randers valgt som formand for Danske Bedemænd, der er en branche- og interesseorganisation for bedemænd i Danmark.

»Jeg glæder mig til at komme i gang. Jeg glæder mig til at være sammen med medlemmerne og finde ud af, hvilken retning vi skal. Det bliver super spændende. Jeg vil gerne være med til at højne standarden og respekten omkring vores arbejde. Det er vigtigt,« siger hun.

Hun skal blandt andet være med til at udstikke rammer for den kommende tid og beslutte, hvilken retning organisationen skal bevæge sig i.

»Jeg har nogle idéer, som jeg kunne tænke mig at trykprøve i vores organisation. Men hvis der ikke er opbakning til det, så kommer vi ingen vegne,« siger hun.

Vil ikke følge i fodspor

Det er ikke, fordi Hanna Nørager Sørensen i mange år har gået med en drøm om at blive formand. Faktisk er det ret nyt, at hun besluttede sig for at stille op.

»Vi havde en afgående formand, Knud Larsen, der havde været på posten i 12 år. Han var vigtig for brancheforeningen. Han er en stor person, synes jeg, og jeg har vældig godt kunnet lide ham som formand. Men da han sagde, at nu stoppede han, og der skulle findes en anden, gik jeg og tænkte over det, og så valgte jeg at stille op. Jeg vil gerne flytte foreningen til et mere moderne og fremsynet sted,« fortæller hun og fortsætter:

»Jeg havde stor ærefrygt for ham, og jeg var bange for, jeg ikke kunne løfte opgaven. Men jeg er kommet frem til, at det kan jeg godt. Jeg kommer ikke til at følge i hans fodspor. Jeg er en anden person, og jeg kommer med noget nyt. Det er det, der er meningen, og det er det, som Knud og medlemmerne har efterspurgt.«

Skal tages alvorligt

Tilbage i 2015 blev Hanna Nørager Sørensen også spurgt, om hun ville stille op til formandsvalget. Hun var allerede formand for den lokale afdeling, men alligevel valgte hun at sige nej.

»Jeg sagde primært nej, fordi jeg lige havde overtaget min fars forretning sammen med min bror. Så jeg skulle lige finde en ny rolle i det. Det var ikke, fordi jeg ikke havde idéer, men jeg havde nok med at finde ud af, hvordan det er at drive sin egen forretning,« siger hun.

Der gik derfor nogle år, hvor hun stødte på en masse udfordringer og lærte at løse dem.

»Når man ved lidt om, hvordan man løser udfordringerne, så er der overskud til det her også. For når man melder sig, så skal man ville det. Det er en prioriteret opgave, som man er nødt til at tage alvorligt,« siger bedemanden.

Inspireret af far

Da Hanna Nørager Sørensen var teenager, blev hendes far bedemand. Hun syntes, det var et kikset jobskifte, og det var ikke fedt at skulle fortælle sin venner, at hendes far var blevet bedemand. Derfor havde hun heller ikke set sig selv i faget.

»Men jeg voksede jo lidt op med det, og jeg så, hvor fantastisk glad han blev. Han siger den dag i dag – godt 30 år senere – at det er det bedste, han har gjort. Så det blev jeg påvirket af,« fortæller hun.

Hun startede med at lave regnskab for farens forretning, men hun var ikke som sådan en del af den. Det blev hun først i 2009.

»Jeg stod ved en skillevej i mit arbejdsliv, hvor jeg skulle vælge, hvad jeg ville i mit daværende job. Min far spurgte, om det ikke var nu, jeg skulle prøve at være bedemand, men jeg vidste ikke, om det var en god idé. Det var jo ikke sikkert, det ville være lykken at arbejde med far,« griner Hanna Nørager Sørensen.

Hun gik dog med til det på den betingelse, at hun nemt kunne slippe ud af aftalen, hvis det ikke var noget for hende. Den betingelse fik hun dog aldrig brug for.

Har alle kasketter på

Allerede fire år efter, Hanna Nørager Sørensen blev bedemand, gik hun sammen med sin bror og overtog deres fars bedemandsforretning.

»Vores far var blevet 70, og vores tanke var, at hvis vi skulle sætte vores eget præg på forretningen, så skulle vi overtage den nu. Der var nogle ændringer på vej i forhold til, hvordan man kunne være bedemandsforretning,« siger hun og fortsætter:

»Det, der holder mig i branchen, er det, vi får lov til at gøre på det personlige plan. Som ejer af en forretning, er der mange udfordringer, man får lov til at løse. Det er meget alsidigt. Man har alle kasketter på, så man svinger både støvsugeren og rydder op, men man får også lov til at lægge de store linjer. Det er alt, man får lov til. I forhold til kunderne får vi lov til at gøre en forskel for dem. Det er givende at få lov til.