Efter 22 år i spidsen for Gammel Estrup stopper Britta Andersen som direktør. Direktøren fra Randers overlader en herregård, som i sig selv er endt med at blive en fantastisk historie.
SIMON CARLSON
Måske er det meget sigende, at et af de sidste store formidlingsprojekter, museumsdirektør Britta Andersen afleverer inden sit stop på Gammel Estrup, er en omfattende database over personel på danske herregårde. Eller tyendet om man vil.
(Læs videre under citatboksen)
‘You can check-out anytime you like, but you can never leave.’ Og det er jo sådan jeg har det med Gammel Estrup. Jeg kan godt tage herfra, men det er gået i blodet på mig.
Britta Andersen, afgående direktør for Gammel Estrup
De tusindvis af mennesker, som igennem historien er blevet gemt godt af vejen. Både rent fysisk i deres tid, men også senere i fortællingerne om de mægtige herremænd.
Med tyende-databasen får de endelig lejlighed til at træde frem i lyset, som en væsentlig, men overset, del af Danmarkshistorien.
»Når man tænker på, at 90 procent af de mennesker, der var på de danske herregårde, det var de ansatte, så bliver det pludselig en enormt central historie for alle danskere. Det betyder jo, at en meget stor del af danskerne i dag kan spore familie, der har arbejdet på herregårdene, og så bliver det alles historie,« forklarer Britta Andersen.
Derfor er det rammende, at Britta Andersen når at præsentere disse fortællinger for offentligheden, inden hun takker af, for det binder sløjfe på hendes egen fortælling på den gamle herregård.
En slags ambassadør for de ufortalte historier.
Tvivl er fast følgesvend
Når man i dag møder museumsdirektøren i sine vante rammer på herregården er det med målrettede skridt hen over de gamle planker, mens hun undervejs stikker hovedet ind på kontorerne og hilser på og introducerer sine ansatte.
Det er godt 22 år siden, hun første gang satte sine ben på Gammel Estrup. Dengang var skridtene knap så målrettede.
Det var en af de der novemberdage, hvor efteråret var ved at nå tristessens klimaks. Indenfor foregik jobsamtalen på en andensal, der var ved at falde sammen om ørerne på ansøgeren til direktørstillingen, og det der står klarest for hende i dag er lyden af et støvet ur. Tik-tak. Tik-tak.
Da hun forlod Gammel Estrup første gang var det først og fremmest tvivlen, der fulgte med hende.
»Det var en stor opgave. Jeg var bekymret for, om jeg kunne løfte den. Jeg var bange for, om jeg var dygtig nok,« husker Britta Andersen.
Stillingen var dog nøjagtig af den type, hun drømte om, selv om museet på det tidspunkt fristede en temmelig overset og hensygnende tilværelse Ved årtusindeskiftet var det desuden uhyre vanskeligt at lande lederjob i museumsverdenen.
»Jeg var egentlig ved at skrive min ph.d. på Aarhus Universitet. Det første år havde jeg kun orlov fra min p.hd., fordi jeg tænkte, at det her ikke kommer til at gå. Men der gik ikke ret lang tid, så var jeg solgt,« fortæller Britta Andersen.
Ph.d.’en – den blev aldrig færdiggjort.
(Læs videre under faktaboksen)
Britta Andersen
Født 4. september 1961. Gift med tidligere museumsdirektør på Museum Østjylland Jørgen Smidt-Jensen, der er far til fire fælles børn.
Cand.mag. i kunsthistorie og middelalderarkæologi fra Aarhus Universitet.
1995-96: Projektleder for ’Europæisk Middelalderfestival i Horsens’, Horsens Kommune.
1995-97: Undervisningsassistent ved Afdeling for Middelalderarkæologi, Aarhus Universitet.
1997-2000: Ph.d.stipendiat ved Afdeling for Middelalderarkæologi, Aarhus Universitet.
2000-2022 Museumsdirektør for Gammel Estrup – Danmarks Herregårdsmuseum.
Formand for Dansk Center for Herregårdsforskning, som er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Nationalmuseet, Arkitektskolen Aarhus og Gammel Estrup.
2004: Tildelt Turismeudviklingsprisen for Østjylland.
2006: Ole Haslunds Hæderslegat
2008: Ridder af Dannebrog for sin indsats på Gammel Estrup.
Hak i tuden
Britta Andersen voksede op på landet i Roerslev på Nordfyn i et hjem, der var velbesøgt af et utal af forskellige personligheder, og hvor hendes far og farfar var opfindere af landbrugsmaskiner
Her boede hun sammen med både sine forældre og bedsteforældre. Som efternøler med tre ældre søskende havde Britta Andersen efter eget udsagn masser af tid for sig selv i de landlige omgivelser, hvor der var plads til at træde i en kolort og være væk i timer, uden der blev stillet de store spørgsmål til det.
Kulturchokket var derfor til at føle, da Britta Andersen ramte gymnasietiden. Den var i Odense.
Her blev eleverne fra landet ikke ligefrem klappet ind på gymnasiet i byen, men nærmere mødt med arrogance og set på som »per definition dum i hovedet,« står der i museumsdirektørens hukommelse.
Den akademiske verden lå da heller ikke lige for, når man kommer fra en slægt af bønder, og usikkerheden begyndte at sprede sig.
»Der er ingen tvivl om, at jeg fik et hårdt hak i tuden, da jeg gik i gymnasiet, og det tog mig mange år at kæmpe med det. Gymnasiet i Odense var en kæmpe forandring for mig, og jeg kunne ikke få det til at falde på plads. Det jeg kom fra, og det jeg kom til. De to verdener kunne ikke helt mødes,« fortæller Britta Andersen.
En succeshistorie
Dengang kiggede hun misundeligt på de jævnaldrende, som allerede havde asfalteret fremtidsvejen foran sig. Selv endte hun med at tage tre sabbatår efter gymnasietiden.
»Jeg har aldrig haft en stor forkromet plan inde i hovedet. Jeg har vitterligt ikke vidst, hvad jeg ville. Jeg har altid været enormt usikker på den måde ’ kan jeg finde ud af det’? De andre er meget klogere end mig, og de ved meget bedre, hvordan tingene skal være. Det vil jeg egentlig gerne sige til særligt de unge mennesker, for jeg synes jo alligevel, at…«
Hun afbryder sig selv.
Det gør Britta Andersen flere gange, når emnet begynder at kredse om succeshistorien Gammel Estrup, som har været den reelle fortælling siden årtusindeskiftet. Altså i den periode, hvor hun har stået i spidsen for herregårdsmuseet.
Museet har nu omkring 100.000 besøgende om året. Da Britta Andersen satte sig i direktørstolen var der årligt sat 1000 kroner af i budgettet til vedligehold af de gamle imposante bygninger. Ud over direktøren var der blot to andre ansatte på en arbejdsplads, hvor man i år 2000 – museum eller ej – stadig lavede papirarbejde på skrivemaskine.
I dag stråler bygningerne igen af storhed. Indvendigt er rummene minutiøst restaureret, og Gammel Estrup beskæftiger i dag otte fuldtidsansatte samt seks projektansatte og et hav af frivillige.
Gammel Estrup huser tillige Dansk Center for Herregårdsforskning, som Britta Andersen er formand for og selv var med til at stifte i 2004.
Læg dertil at der er fundet penge til to af de store projekter, som har fulgt Britta Andersen igennem stort set hele hendes tid på herregården.
En gennemgående renovering af kælderen samt udskiftning af taget, som A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal sidste år bevilgede 24 millioner kroner til.
Et eller andet skete der tilsyneladende, da Britta Andersen og Gammel Estrup fandt sammen.
»Jeg tror altid den der usikkerhed, den vil følge mig. Jeg tror aldrig, jeg bliver den kvit. Men tingene kan godt lykkes, uden man ved alting på forhånd. Det er ikke kun min fortjeneste – det skal fremgå 120 procent – for jeg har verdens bedste personale, og jeg synes virkelig, vi har fået flyttet noget. En af årsagerne til, at vi er lykkedes med nogle ting på Gammel Estrup er selvfølgelig, at vi har haft nogle langsigtede mål, så det er ikke sådan, at jeg mener, at man bare skal sejle rundt i planerne, men jeg synes, det er et vigtigt budskab at sende, at tingene ikke behøver at være en fiasko, fordi man ikke er skråsikker fra start,« noterer Britta Andersen.
Nøglen til historien
Det er også den opfattelse, tidligere borgmester Jan Petersen har.
I hele hans borgmestertid fra 2010 til 2022 har han haft et tæt samarbejde med direktøren for et af kommunens kulturelle fyrtårne. Herfra har han set, hvordan det gradvist er lykkedes at gøre museet mere og mere attraktivt.
»Jeg kan illustrere det på den måde, at når vi skulle på udflugt, da jeg var barn og ung, sagde min far til mig, at Gammel Estrup; det gad han ikke. Det er noget gammelt skrammel, sagde han, og jeg tror aldrig, jeg selv har været inde på Gammel Estrup, før Britta tog over. Da jeg trådte ind i bestyrelsen og forretningsudvalget, lå der allerede en udførlig masterplan for, hvordan herregården skulle sælges. Hvordan alle udstillingerne skulle gennemgås og opgraderes og gøres til højkvalitet. Det er lykkes. Bid for bid. Stue for stue. Etage for etage ud fra en langsigtet museumsmæssig plan, som Britta har været nøgle i og udarbejdet sammen med en meget beskeden, men dygtig stab,« uddyber Jan Petersen.
Frem fra skyggerne
Han fremhæver det seneste store projekt i tyendedatabasen, som et glimrende eksempel på, hvordan det gennem årene er lykkedes at skubbe flere og flere af de ufortalte og ukendte historier frem i rampelyset.
Kokkepigen, tjenestefolkene, skovarbejderen. Alle de mennesker hvis historier ikke hænger på herregårdenes vægge, men skal graves frem fra mørke kældre og snirklede loftrum.
Det er ikke længere kun herregårdenes herskaber, der bliver fremhævet. Det er det samlede billede af livet og arbejdet på herregården, som nu fortæller et nuanceret billede af en periode i Danmarkshistorien. Ikke blot for Gammel Estrup, men for hele den danske herregårdshistorie, så den har relevans for alle danskere i dag.
Umulig at stoppe
En bemærkelsesværdig præstation for en person, som nærmest kan virke selvudslettende, når hun bliver bedt om at uddybe sine resultater gennem de seneste 22 år.
»Den rigtige side af hende er, at hun har kæmpet. For hun er også en dygtig lobbyist. Hun helmer ikke, før hun får ret, så hun har også en gennemført stædighed. Der er ingen tvivl om, at det også er en del af hendes resultater, for hun har virkelig bidt sig fast hver gang. Hun er til sagen og siger hvad hun vil have, men hun er ikke sådan en der så vender tilbage for at sige, ’jeg vandt’,« lyder karakteristikken fra Jan Petersen.
»Og så er en anden side af Britta, at når hun bliver bedt om at fortælle om herregårdshistorie, så er det næsten ikke til at få hende stoppet igen. Hun har så stor indsigt i historien, både i detaljen, men også den sammenhæng, den indgår i, så hun er en fortæller uden bremse. Man kan næsten sig, at fortællingen tager hende. Hun starter, og så tager fortællingen over og bliver ved,« tilføjer han.
Slidmærker sætter sig
I efteråret 2020 fik Britta Andersen hårdt brug for både sin stædighed og fortælleevne. Da regeringen kom med sit udspil til finansloven, stod der ikke Gammel Estrup nogen steder, som der ellers gjorde de foregående 16 år.
Dermed skulle direktøren potentielt budgettere med at miste 1,5 millioner kroner om året. Derfor blev dette efterår et langt opslidende kapløb med tiden, inden den endelige vedtagelse af finansloven.
I december lykkedes det endelig at overbevise politikerne om, at herregårdsmuseet også skulle figurere på finansloven de kommende fire år. Slidmærkerne havde dog sat sig.
»Det var noget af det værste, jeg har været med til i min tid her. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det var virkelig, virkelig hårdt. De andre år var vi ikke valgt fra på samme måde, og vi er måske et af de eneste steder, hvor statstilskuddet er så vital for vores eksistens. Det er helt inde og have fat i vores grundbevilling, fordi det udgør 40 procent af hele vores driftsbudget. Derfor er det også andres liv, man står med i hænderne. Da vi kom til jul det år var jeg godt nok mør. Der tænkte jeg, at det ved jeg ikke, om jeg kan magte igen,« fortæller Britta Andersen.
Mens legen er god
Forløbet i det efterår har derfor været en medvirkende årsag til, at hun stopper på Gammel Estrup.
Beslutningen har hun selv truffet efter moden overvejelse og et ønske om ikke pludselig at kunne se sig selv som en del af udstillingen.
»Sidste år fik vi de 24 millioner fra A.P. Møllers Fond, og det er en af de ting, jeg har arbejdet længe for. Det var faktisk noget af det første, jeg fik at vide, da jeg startede, at der var 10-20 år i det tag, så jeg skulle gerne skaffe pengene til det. Det lykkedes, og det damoklessværd skal min efterfølger ikke have hængende nu. Men man skal altid stoppe, mens legen er god. Jeg har været her i 22 år, og i vores branche har der været alle mulige sager, hvor vi bliver siddende, til vi bliver sparket ud. Derfor tænkte jeg, at det er bedre at vælge det selv. Men så er det også et godt tidspunkt at få nye øjne på, der har nye visioner for, hvordan vi når de nye generationer og formidler, så det stadig siger folk noget,« konstaterer Britta Andersen.
Det gik i blodet
1. april har hun taget skridtene hen over Gammel Estrups voldgrav for sidste gang som direktør.
Mere tid til familien er det klassiske svar på det lige så klassiske spørgsmål om, hvad tiden fremover skal gå med. Ud over det er kalenderen for nuværende ganske blank. Det er en tilværelse, hun både glæder sig til og vemodigt ser frem mod.
Særligt på en dag hvor nogle af forårets første solstråler sætter den gamle herregård i et ualmindeligt godt lys.
»Jeg har i mange år mødt tidligt, og når man kommer sådan en forårsmorgen, og der ikke er andre her, og der sidder en fiskehejre, der kigger på en, mens rågerne sidder i træerne og råber af, så er her jo så smukt. Jeg fatter det nok alligevel ikke før jeg er helt væk herfra, men jeg plejer at citere sangen Hotel California. Eagles synger jo om staten Californien, og der synger de, at ’You can check-out anytime you like, but you can never leave.’ Og det er jo sådan jeg har det med Gammel Estrup. Jeg kan godt tage herfra, men det er gået i blodet på mig,« siger direktøren for Danmarks Herregårdsmuseum.
