Martin Minka Jensen, Organisationskoordinator for Velfærdslisten
Nu er det vigtigt, at vi får vores prioriteringer på plads i Randers kommune.
Vi skal ikke se stiltiende på, at børn og unge får det værre og værre og samtidigt sende 8,2 mio. til en nyt scenetræk på Værket.
Det kan simpelthen ikke være i ramme alvor, at man på den måde underprioriterer et område, der har så hårdt brug for en udstrakt hånd. De mennesker, der er i klemme og kommer i klemme i specialskoleområdet, har ikke brug for flere penge til Værket.
De har brug for penge til, at Randers Kommune kan sikre dem en ordentlig indsats.
Derfor stiller Velfærdslisten følgende forslag til byrådsmødet mandag 21. marts:
Det foreslås, at de 8,2 millioner kr. i stedet bruges på at styrke specialskoleområdet, således specialskoleområdet tilføres 2,05 millioner kr. i hvert af årene 2022, 2023, 2024 og 2025.
Via medierne og personlige henvendelser har vi i Velfærdslisten mødt børn, der er kommet i mistrivsel efter de massive besparelser, som man har udsat Randers specialskole for.
Der er tale om hjerteskærende fortællinger om børn, der tidligere har været i trivsel, men som nu oplever at blive placeret i større klasser med færre voksne til at levere den omsorg og undervisning, som netop disse børn i særlig høj grad har behov for.
Velfærdslisten forslag er simpelt. Prioriter det hårdt trængte specialskoleområde til gavn for vores børn og unge.