Der er ikke råd til store og dyre navne for håndboldklubben Randers HK, der kommer til at fortsætte med at satse på egne talenter og unge spillere.

AF ANDERS MICHAELSEN

Henrik Schaar, bestyrelsesformand i Randers HK, stod for cirka to uger siden i sit hjem en sen aftentime, da en af hans bestyrelsesmedlemmer ringede til ham med en god nyhed:

»Han fortalte; ’Vi er nået i mål’,« fortæller bestyrelsesformanden, der begyndte at juble.

»Der var glædesrusen stor,« siger han.

For Randers HK reddede sig selv i forrige uge. 1,5 millioner kroner kom i klubkassen. Penge som sponsorer og venner af klubben hjalp til med at finde. Tiltrængte midler, der nu gør, at driften af håndboldklubben er sikret sæsonen ud.

»Pengene, vi har fået ind nu, gør, at vi er sikret likviditetsmæssigt i denne sæson, og det giver os en økonomisk buffer til at komme godt i gang med næste sæson, i takt med at vi får vores sponsorater ind, som vi har aftaler om,« siger Henrik Schaar og tilføjer:

»Men det er et stærkt reduceret budget, vi starter med i næste sæson. Vores omkostninger er blevet væsentligt reduceret.«

Lurer en uro om, at I kan stå i samme situation om et års tid?

»Vi har skåret så meget ind til benet, at vi tror på, at projektet er bæredygtigt. Så der er absolut ikke nogen frygt for, at vi kommer til at stå samme sted om et års tid,« siger klubformanden.

Skal satse ungt

Efter redningen har klubben tilmed hentet ind på spillersiden. Den 20-årige stregspiller Karen Klokker og den 18-årige målvogter Anne Christine Bossen er skiftet til Randers HK fra de – i tabellen – rivaliserende ligaklubber, Skanderborg og Holstebro.

Randers HK ligger i skrivende stund i den tunge ende af tabellen på en 10. plads i den 14-hold store række og har hentet ind hos 12.- og 14.-pladsen. Foruden at have svækket direkte konkurrenter, så flugter indkøbet af de unge spillere med strategien i det nye setup, hvor klubben gerne vil fortsætte med at satse på unge spillere og egne talenter.

»Vi henter de spillere til, som ligger lige under det øverste niveau, og som kan udvikle sig til at tage det næste skridt. Og det er jo på grund af vores økonomi. Vi har ikke råd til at hente de store, dyre spillere. Så vi kigger først i egne rækker. Men er talenterne der ikke, så kigger vi udenfor,« siger Henrik Schaar, der på sigt håber at kunne opjustere spillerbudgettet igen.

En sælger, tak

Vejen til et større budget og en bedre økonomi skal ifølge klubben blandt andet ske ved at »stabilisere organisationen« og fokusere på at gøre sig selv mere »kommercielt attraktiv«.

»Vi vil gerne styrke vores organisation, så vi får nogle salgs- og netværkskompetencer ind. I dag er der jo kun en ansat – og det er Gitte (Andersen, kommunikationschef),« siger Henrik Schaar og tilføjer:

»Vi vil gerne have en sælger, der kan komme ind og styrke vores salg, og så vil vi også godt styrke bestyrelsen. Vi har plads til flere i forhold til vores vedtægter. Og der kunne vi godt tænke os, at få de rigtige mennesker ind, som har et stærkt netværk og er drevet af det kommercielle,« siger klubformanden.

I tilfælde af nedrykning

Mens driften er sikret sæsonen ud, og man kan planlægge at styrke organisationen i klubben, så kan Randers HK i stedet fokusere på det rent sportslige. Og her kan man se frem mod et nedrykningsgruppespil, hvor det er alfa og omega, at klubben holder sig oven vande.

Hvad vil det betyde for jer rent økonomisk, hvis I skulle tage turen ned?

»Det vil jeg simpelthen ikke tænke på nu. Jeg har ikke overblikket over, hvad det vil betyde. Jeg kan se, hvad det betyder for vores spillerkontrakter og de kontrakter, vi har indgået, men ellers er det for tidligt at konkludere på. Men selvfølgelig vil det have en effekt på omkostnings- og spillersiden. Der er nogle spillere, der måske kan blive frigivet fra deres kontrakter, men så må vi tage den derfra,« siger Henrik Schaar.

Uanset hvad venter der benhårdt arbejde for håndboldklubben.

»Vi kommer ikke sovende til noget. Men vi er også fra en arbejderby, så vi ved, at vi skal knokle for succes – til gengæld står vi sammen, og det vidner den her redning også om,« fastslår Randers HK-formanden.