Cecilie Bisgaard er ny journalist på Din Avis og hun har brugt sin tid i både Assentoft, Randers Freja og i Rumænien.

KIAN JOHANSEN

Der står i den grad Randers på ryggen af den nye journalist på Din Avis.

25-årige Cecilie Bisgaard spiller håndbold i Randers Freja og har selv taget træner-stokken, fordi holdet stod uden en træner. Og så brænder hun for det frivillige og fællesskabet.

»Vi har en stadionbod gennem håndboldklubben, så der bruger jeg også mange timer, når Randers FC spiller hjemmekampe. Det er både en måde at være sammen på, men også at tjene penge ind til vores forening.«

Cecilie har haft sin skolegang og taget sin ungdomsuddannelse i Randers, hun taler flydende jysk og tysk, da hun har arbejdet et år i Tyskland. Under sin journalistuddannelse var hun desuden udvekslingsstuderende på Universitatea Babes-Bolyai i Cluj-Napoca, Rumænien, og har planer om at blive endnu bedre til rumænsk.

»Jeg har gået i det område hvor stadion ligger i Cluj. Det var jo den klub, som Randers FC spillede imod i Conference League.«

Fritidsjobbet i gymnasiet foregik i det daværende Kvickly i Randers Storcenter, så måske har du mødt en smilende, serviceminded salgsassistent gå rundt og gøre butikken pænere.

Trods den internationale profil, er det lokaljournalistikken, som Cecilie brænder for. Hun var i praktik hos Dagbladet Ringkøbing-Skjern og har senest været krimireporter på Skive Folkeblad, hvor hun også var afløser for den digitale redaktør.

I dag bor Cecilie i Hammel, men vender altså arbejdsmæssigt hjem til det Randers, hun kender så godt og skal gøre læserne endnu klogere på.

»Jeg vil bruge mit netværk af venner og bekendte, som jeg allerede har i Randers og nu skal det udvides, når jeg møder en masse spændende mennesker, der har en god historie at fortælle i Din Avis.«

»Min vision er at fortælle gode nærværende historier og gøre folk klogere på den by de bor i. Jeg glæder mig til at komme i gang.«