Fri Bikeshop har allerede godt fast i Vorup og Kristrup. Men de mener, der er et stor potentiale nord for åen, som de gerne vil tiltrække. Derfor åbner de en ny butik.
CECILIE BISGAARD
Den 1. april bliver Randers en cykelbutik rigere. Fri Bikeshop åbner nemlig på Østervold. Det er Peter Hejlesen og Susanne og Hans Ørsted, der i forvejen ejer Fri Bikeshop i Kristrup, der står bag den nye butik i midtbyen.
»Vi er overhovedet ikke klar, så det må vi se, om vi bliver,« griner Peter Hejlesen, inden han fortsætter:
»Vi er nødt til at blive klar. Så må der bare være lidt ekstra hårdt arbejde. Der mangler stadig at komme varer på plads, vi mangler at hænge op, og vi mangler det sidste håndværksmæssige.«
Han forsikrer dog for, at uanset, om de når at blive klar til den 1. april eller ej, så åbner butikken den dag.
»Der er pres på at få det hele klar. Og vi har aftalt, at hvis vi ikke er 100 procent klar, så åbner vi alligevel. Så må vi tage det sidste i tiden efter. Vi vil gerne i gang så hurtigt som muligt. Jo længere vi venter, jo mere går vi glip af,« siger butiksejeren.
Høje forventninger
Den nye butik kommer til at være mindre end flagskibsbutikken på Kristrupvej.
»Men ellers bliver det nogenlunde med det samme sortiment. Vi har en midtby, der er låst af i myldretrafikken, så vi åbner den nye butik for også at dække nordsiden af Gudenåen. Det gør vi både for de eksisterende kunder og for forhåbentlig at trække nye kunder til. Det bliver meget spændende, og jeg har høje forventninger til den nye butik,« siger Peter Hejlesen og fortsætter:
»Vi tænkte, det var oplagt at åbne en butik mere i Randers. Vi har allerede mange kunder fra Vorup og Kristrup, og tal fra hovedkontoret siger, at der er potentiale for flere kunder fra nordsiden. Vi har muligheden for det, og vi vil gerne hjælpe alle kunder i byen.«
På den første åbningsdag vil der være en reception for kunder, kollegaer og forretningsforbindelser.