For knap 250.000 kroner kan du blive husejer i det randrusianske, hvilket er billigst i Østjylland.

Selvom huspriserne mange steder har været på en vild himmelfart de seneste par år, hvor boligmarkedet har stortrivedes under coronavirussens greb om verdenssamfundet, så kan du stadig finde et håndværkertilbud til billige penge.

Retter du blikket mod den billigste villa i dit område, kan man med andre ord blive husejer for et relativt beskedent beløb – også i Randers.

Det er boligmediet Boliga.dk, der har fundet de huse, som for øjeblikket er til salg med den laveste pris i hver sin landsdel. Her spænder udbudspriserne fra 150.000 kroner til knap tre millioner kroner – alt efter, om der er en halv times kørsel til den dansk-tyske grænse eller Rådhuspladsen i København.

Og i Østjylland er det altså et hus i Randers-området, der løber med titlen billigste hus til salg.

Her kan man nemlig for 248.000 kroner skaffe sig 91 kvadratmeter hus fra 1870 i Tvede. På adressen på Bjerregårdsvej 8 får man samtidig også en 1.061 kvadratmeter stor grund med i prisen.

Villaen, som er sat til salg af Nybolig Kronjylland, har været på markedet i mere end 200 dage.

Vil man dog finde Danmarks billigste hus til salg så skal man dog rette blikket mod Lolland-Falster, hvor man kan få en 111 kvadratmeter stor villa fra 1925 for den nette sum af 145.000 kroner.

Dyreste område blandt de billigste boliger er nok ikke så overraskende Hovedstadsområdet, hvor det billigste hus på markedet er en villa på 66 kvadratmeter i Vanløse, som kan erhverves for 2.845.000 kroner.

am