Et nyt kuld optometrister blev udklækket i Randers torsdag den 24. februar. Og de har næsten alle job allerede.
Flaget var hejst, og det stive puds var kommet ud af skabet torsdag i sidste uge, da Erhvervsakademi Dania i Randers fejrede dimission for 48 studerende på professionsbacheloren i optometri, populært kendt som optiker-uddannelsen.
Smilene blev ikke mindre hos forældre og praktikvirksomheder, da studieleder Ole Ravn kunne afsløre, at ud af de 48 dimittender havde 41 fået job, mens fire ville læse videre. Dermed var kun tre studerende uafklarede om, hvad der nu skulle ske.
»Branchen har et stort behov, og selvom vi i dag dimitterer flere end for 20 år siden, så mætter det slet ikke behovet for medarbejdere indenfor optik,« siger studieleder Ole Ravn fra Erhvervsakademi Dania.
Tal fra Serviceforbundet, der er fagforeningen for optikere, viser også, at der på landsplan kun er 12 ledige af 1187 medlemmer. Det svarer til en arbejdsløshed på 1,24 procent. Til sammenligning er arbejdsløsheden for læger på 1,8 procent.
Blødt hjerte for de ældre
Faktisk bruger 80 procent af befolkningen over 40 år briller i dag, og manglen på arbejdskraft har 26-årige Nina Nilsson oplevet på egen krop, da hun på sin sommerferie på Bornholm fik tilbudt job som optiker. Fuldstændig uopfordret og uden at søge noget som helst.
»Der er bare mangel på os. Bare i Viborg ligger der seks optikere på samme gågade, men der bliver kun uddannet optometrister i Randers og København. Det er en nicheuddannelse, hvor mange kender hinanden,« forklarer Nina Nilsson, der bor i Viborg.
I løbet af studiet skal de studerende i to praktikker på i alt 1,5 år. Mens Nina Nilssons første praktik gik til Stavanger i Norge, blev Thiele i Holstebro valgt til anden gang. Allerede da praktikken var slut, og lang tid før bacheloreksamen, tilbød de hende job.
»Jeg fandt ud af, at jeg især elsker arbejdet med de ældre kunder, der har under 10 procent syn tilbage. Hvis jeg kan hjælpe dem med at se bare én procent bedre, gør det en kæmpe forskel for dem,« fortæller Nina Nilsson, der havde troet, det ville være de unge kunder, der gjorde hende glad.
»Men det giver mig et blødt hjerte at hjælpe de ældre, og jeg bliver en centimeter højere af at se dem glade,« siger Nina Nilsson og smiler.