»Jeg boede i Miami på Miami Beach, men det lød lidt federe, end det rent faktisk var.« Tidligere fodboldspiller Mikkel Rask måtte hurtigt hjem efter et mislykket amerikansk smykkeeventyr. Nu har ex-fodboldspilleren i sit nye arbejde fundet tilbage til rødderne i det randrusianske.

ANDERS MICHAELSEN

Mikkel Rask gjorde tilbage i 2014 noget, som man sjældent ser i moderne topfodbold. For Randers-drengen, der på daværende tidspunkt spillede i Viborg, tog orlov fra den ellers privilegeret tilværelse som professionel fodboldspiller. Han var brændt ud, og havde brug for en luftforandring.

Hans daværende klub gik derfor med til at give Spentrup-drengen orlov. En orlov som siden førte ham på flere måneders rundrejse på tur i Asien med rygsæk, surfbræt og dykkerudstyr. Med andre ord trak Mikkel Rask komplet stikket fra topfodbold og knap et halv år senere vendte han så tilbage til træningsbanen i Viborg. Opladet og med nyt mod på fodboldtilværelsen og klar til igen at tage anførerbindet på.

Historien om Mikkel Rasks orlov hører til blandt undtagelserne og som et kuriosum i den vante fortælling, vi har om moderne topfodboldspilleres privilegerede tilværelse med en løn over gennemsnittet og masser af fritid. Men den er også sigende om en spiller og et menneske, der altid har fulgt sin mavefornemmelse og sit instinkt.

I dag er den tidligere forsvarsgeneral nu ejendomsmægler hos EDC Trio i Randers, og her var det på sin vis igen et udlandseventyr, der ad omveje skulle føre Mikkel Rask tilbage på sporet.

Hvis man arbejder hårdt i fodboldverden, så bliver man også belønnet – og det gælder også i ejendomsmæglerbranchen. Men du får så også bare mere at lave og kan lettere køre død i det, på den måde er det lidt anderledes.

Mikkel Rask, ejendomsmægler og tidligere superligaspiller.

Alene hjemme i Miami

»Jeg boede i Miami på Miami Beach, men det lød lidt federe, end det rent faktisk var,« fortæller Mikkel Rask, når han tænker tilbage på tiden umiddelbart efter fodboldkarrieren.

For efter støvlerne blev lagt på hylden i 2018, forsøgte han sig »over there« med at starte et smykkebrand op.

»Men jeg var kun derovre i en to-tre måneder. Jeg fandt ud af, at det tog rigtig lang tid at starte sådan noget op. Der var ikke noget quick fix, og jeg ville gerne være ærlig overfor min arbejdsgiver, og jeg fortalte, at jeg ikke kom til at være derovre i mange år,« siger han.

»Der var flere ting, der spillede ind i min beslutning om at komme hjem igen. For noget af det jeg sådan set havde glædet mig til, når fodboldkarrieren var slut, det var at kunne være sammen med familie og venner i weekenden. Og der sad jeg så ovre på den anden side af Atlanten og havde taget alt det fra mig selv. I stedet sad jeg bare helt alene.«

»Og så ville skæbnen også, at lige før jeg tog afsted, der mødte jeg min kæreste, som jeg også er sammen med i dag. Det havde jeg ikke lige planlagt, men det kan man nok heller ikke med den slags.«

Travl ejendomsmægler

I dag er Mikkel Rask så tilbage i Danmark, hvor han bor sammen med sin kæreste og sin to-årig søn i Aarhus. Og i december 2020 blev den tidligere forsvarsstyrmand så ansat som ejendomsmægler hos EDC Trio i Randers. Her er han ved siden af sit arbejde også i gang med at færdiggøre mægler-uddannelsen.

»Det har været en rigtig travl tid, og jeg har skullet lære det rigtig hurtigt. Men det har også været fedt, for jeg lærer ”best by doing”,« fortæller den tidligere superliga-profil.

Og en ting som Mikkel Rask lærte fra fodbolden, gælder også i hans nye civile karriere:

»Hvis man arbejder hårdt i fodboldverden, så bliver man også belønnet – og det gælder også i ejendomsmæglerbranchen. Men du får så også bare mere at lave og kan lettere køre død i det, på den måde er det lidt anderledes,« siger Rask, der arbejdsmæssigt er tilbage i byen, hvor han på grønsværen også lærte at knokle for tingene.

Mikkel Rask sluttede karrieren hos Randers’ lokalrivaler fra AGF. I fodboldkarrieren var Rask også på et mindre udlandseventyr i Tyrkiet.
»Jeg kunne skidegodt lide at være der, men man blev ikke betalt til tiden, og der var mange ting, man skulle slås med uden for banen.,« fortæller han. Arkivfoto: Gregers Tycho

”Yes, vi stopper nu”

Efter at have stået i dilemmaet mellem at skulle vælge at satse på fodbolden eller volley, som han var på ungdomslandsholdet i, endte han med at gå fodboldvejen. Og Mikkel Rask var en del af det første Randers FC-hold, der blev til i 2003. Her kom forsvarsspilleren fra Spentrup IF ind til Randers Freja – og altså siden ind til den nye overbygning Randers FC. Det var blandt andet her, at en ung Mikkel Rask lærte det med at få mudder på knæene.

»Det var et vildt omklædningsrum, vi havde. Men et fedt et. Jeg kunne godt lide det. Vi havde en rigtig god gruppe. Der blev gået til den til træning, specielt når der blev lavet intervaløvelser. Jeg kan stadig huske et par gange under Lars Olsen (daværende træner), hvor han egentlig havde sagt, at der var to runder tilbage af en øvelse og så pludselig var nødt til at ændre det til; ”yes, vi stopper nu”. For han kunne godt se, at folk begyndte at skrælle hinanden lidt for meget ned til træning,« fortæller Mikkel Rask og begynder at grine.

»Lad os bare sige det sådan; vi var vant til at gå til den.«

Og det hårde arbejde på træningsbanen betalte sig. Spurgt til karrierens højdepunkter – er han heller ikke i tvivl. Oprykningen med Randers FC i 2003/2004-sæsonen står som noget helt særligt.

»Altså Randers havde på daværende tidspunkt ikke været oppe i landets bedste række i en lang årrække, og det lå ikke rigtigt i kortene, at vi skulle rykke op det år. Det kom måske endda et år for tidligt, i forhold til hvad man har regnet med.«

»Vi rykkede op efter en sejr over Brønshøj. Hele byen var i eufori over at være tilbage i det fineste selskab, og vi var oppe på rådhuset – jeg kan ikke engang huske, om det var samme aften, som vi var rykket op. Men det var virkelig vildt. Og så oplevede vi jo at spille i Superligaen, hvilket ikke særlig mange af os havde oplevet før.«

Nye sejre

I dag er eventyreren og bysbarnet også vendt tilbage, hvor det hele startede rent fodboldmæssigt. For Mikkel Rask er tilbage i en Randers FC-trøje, efter at karrieren blandt andet førte ham forbi klubber som Viborg FF, AGF og et udlandseventyr i tyrkiske Diyarbakırspor. Nu hedder det dog oldboys fodbold sammen med andre tidligere Randers FC-profiler som Ralf og Søren Pedersen, Rasmus Katholm, Svenne Poulsen og Mads Agesen. Og når de tidligere superligaproffer tropper op i dag, plejer det som regel at gå meget godt.

»Vi har da vundet en del mere, end vi har tabt. Jeg tror, vi tabte en enkelt kamp….sidste år, jeg kan ikke lige huske det,« lyder det knastørt fra Mikkel Rask.

Fodboldeventyret, som han i sommeren 2014 gik død i, men siden fik genoplivet, er et overstået kapitel. Men selvom hverdagen for Mikkel Rask nu handler om at jagte nye sejre, når han er ude og vurdere og sælge huse, så kan han stadig godt savne elementer fra den sport, han var ved at slå op med for otte år siden.

»Der er nogle ting, man får som professionel fodboldspiller, som man ikke får i et normalt arbejdsliv. Det at gøre så mange mennesker glade, og det kick man får, når man har vundet en kamp eller er rykket op – det findes bare ikke rigtigt andre steder.«

Mikkel Rask nåede at spille 143 superligakampe i karrieren.