Den tidligere topbokser Anita Christensen har skullet finde sine ben efter en hverdag med hård træning og et væld af boksekampe. I dag leder hun stadig efter det adrenalinkick, hun fik fra bokseringen, nu på ekstreme forhindringsbaner.
ANDERS MICHAELSEN
Engang drømte Anita Christensen om titelkampe, europa- og verdensmesterskaber. Om at give og tage lige højre, jabs og uppercuts. Og i 13 år – fra 2000 til 2013 – gjorde de drømme, et indædt drive og et særligt vinderinstinkt randrusianeren til Danmarks suveræne boksedronning.
Drømmene blev byttet til bælter og verdensmesterskaber, og den hårde, daglige træning blev omsat til uddeling af regelmæssige tæv i ringen. Sådan var det engang – men i dag næsten 10 år efter karrieren sluttede, ligger det sportslige fokus nu ikke længere i en boksering, men er i stedet flyttet over på uforudsigelige og benhårde forhindringsløb. Løb som også går under navnet OCR eller obstacle course racing.
»Det er det, der fylder mest for mig i dag, det er, at jeg kommer til de fire store årlige løb. Det er det, jeg allerhelst vil i løbet af året, for så har jeg noget at træne op til og noget at se frem imod,« fortæller Anita Christensen til Din Avis Randers.
For efter Anita Christensen lagde handskerne på hylden, var det som om, der pludselig manglede noget i tilværelsen. Noget som ex-bokseren kun fik af at stå i ringen.
»På et tidspunkt, efter jeg var stoppet med boksningen, prøvede jeg at give mig i kast med duathlon, hvor man løber 10 kilometer, cykler 40 kilometer og så løber yderligere 5 kilometer på tid. Dem lavede jeg to af, men det kunne bare ikke rigtigt give mig det der kick, som jeg havde brug for. Siden er det som om, der har manglet noget, og det føler jeg egentlig stadig, selvom jeg de sidste år har dyrket de her OCR-løb,« siger Anita Christensen.
Men når man så stopper, og man ved med sig selv, at man kun siger stop en gang, så er det faktisk rigtig svært at leve videre, fordi det kick, som du har fået, det mangler du bare. Og det mangler jeg også den dag i dag. Det er som om, der er noget indeni, der er helt dødt.
Anita Christensen, tidligere topbokser.
De senere år har den tidligere bokseverdensmester årligt deltaget i de største løb herhjemme som eksempelvis Nordic Race, Conquer the Castle og Hot Race. Og for de uindviede så drejer det sig om løb på mellem 4 og 10 kilometer, hvor deltagerne på forhånd ikke helt kan vide, hvad de skal. Her kan man eksempelvis komme ud for at skulle løbe med træstammer på nakken, svømme i iskoldt vand, spæne i gennem mudderhuller, skyde med bue og pil eller fire sig selv over en sø med et reb.
Selvom det ikke giver Anita Christensen det samme, som en tur i bokseringen, så får hun stadig et »rush« af de hårde forhindringsløb, som hun blandet træner op til i hjemmet i Langkastrup.
Mangler kicket
Det var i januar 2013, at Anita Christensen meldte ud, at hun stoppede karrieren og dermed sagde farvel til suset fra ringen. På det tidspunkt var det en afklaret bokser, der takkede af. Motivationen var der ikke længere.
»Det var som om, at boksningen forsvandt fra fjernsynet og medierne i den periode, og i dag er det som om, at det ikke rigtigt er kommet tilbage, som det var før i tiden. Og det gjorde også, at promotoren havde rigtig svært ved at finansiere tingene, når der ikke var tv på. Så pludseligt var der ikke særligt mange kampe,« fortæller den tidligere topbokser.
»Jeg vidste sgu ikke rigtig, om der gik et halvt eller helt år, før jeg skulle i ringen og bokse igen, og så føltes det som ekstremt meget træning at lægge i det. Jeg trænede jo hver dag, og så tror jeg bare, jeg blev mæt af det.«
Men fra at have været mæt og afklaret, gik der ikke længe, før bokseren oplevede en tomhed over sit exit fra ringen.
»Men når man så stopper, og man ved med sig selv, at man kun siger stop en gang, så er det faktisk rigtig svært at leve videre, fordi det kick, som du har fået, det mangler du bare. Og det mangler jeg også den dag i dag. Det er som om, der er noget indeni, der er helt dødt,« siger hun.
Kuren mod fobier
Det er både adrenalinsuset, følelsen af at være i sit rette element og samtidig være 100 procent dedikeret, som Anita Christensen i dag godt kan savne – men her er OCR-løbene blevet en mild erstatning for noget af det.
»Det er det eneste, som giver mig lidt et kick, når jeg er i gang. Ikke under træningen, som jo ellers er hård nok, men når det rigtige løb starter, der kan jeg stadig være helt vild efter at konkurrere. Og nogle gange glemmer jeg, at jeg faktisk er blevet 50, og at min krop måske ikke altid er med på det, jeg laver,« siger hun.
»Jeg har også nogle fobier, som jeg bliver udfordret på i de her løb. Jeg er selv pisse højdeskræk, men ligeså snart, det er en konkurrence, så forsvinder alle mine fobier, fordi jeg bare gerne vil være nummer et. Jeg kommer tit til at overpræstere, og jeg har det altid megadårligt bagefter.«
Den sejlivede evne til at presse sig til det yderste, som gjorde Anita Christensen så berygtet i en boksering og sikrede et hav af sejre, er også det, der gør hun i dag ofte vinder i OCR-løbene og endda over meget yngre kræfter. Sidste år blev hun endda nummer tre i et løb blandt både kvinder og mænd.
Kontorstolshverdag
Og der er langt fra de udmattende og uforudsigelige forhindringsløb – og for den sags skyld også bokseringen – og til den civile tilværelse som Anita Christensen nyder i dag, hvor hun sidder som finansbogholder og vicevært i det entreprenør- og investfirma, som hun og manden Morten har.
»Rent kontorarbejde, det er slet ikke mig, overhovedet. Da jeg sagde op som centerchef i FitnessDK og kom herhjem og skulle sidde på en kontorstol, havde jeg ikke siddet ned i 20 år. Selvom jeg har arbejdet – har jeg altid stået op. Jeg fik så ondt i røven, og hver tiende minut skulle jeg op og stå, for det kunne min krop ikke finde ud af,« siger Anita Christensen og griner.
Mens Anita Christensen har skulle indfinde sig i en mere stille og rolig hverdag med plads til afsavn til boksningen og nye arbejdsvaner, så savner hun på ingen måde de mange interviews, pressemøder og hele mediecirkusset omkring hendes tidligere karriere.
»Det har aldrig været mig. Jeg havde helst været det foruden, og jeg synes faktisk, det var mega irriterende. Men altså når du skriver under på en kontrakt, så indgår det jo, at man tager del i det cirkus.«
»Der er dog også mange, der har ringet, efter jeg stoppede og spurgt, om jeg ville deltage i Big Brother, Varm på is eller Robinson – og det har jeg bare sagt nej tak til. Det har jeg aldrig haft behovet for.«
Hjemligt forbillede
I stedet bliver kræfterne i dag blandt andet brugt derhjemme, hvor hun har to døtre på 12 og 7 år. Og her er det muligt, at en ny generation af boksere er på vej.
»De er jo vokset op i mit træningshelvede, så de træner også med deres mor, og jeg kan godt mærke, at de også kommer til at slås med det der konkurrencegen. De har kunnet se, hvor fokuseret jeg er, når jeg træner – og de har kunnet se, hvad jeg tør, og jeg tror børn bliver fascineret af det og spejler sig i det.«
Indtil videre har begge piger fået handsker.
»Så som det er nu, så træner vi ude i garagen, og så må vi jo se, hvad der sker,« slutter Anita Christensen.
