Grisenes pressede afsætningspriser gør regnskabet for Overgaard Gods A/S negativt. Årsregnskabet viser et underskud på to millioner kroner. Kornhandlen har afværget en alt for stor nedgang.
Resultatet for Overgaard Gods A/S bærer som alle andre griseproduktioner præg af et år med faldende priser på grise og stigende priser på foder, men direktør Kasper Henricksen er dog fortrøstningsfuld. Ledelsen sikrede forretningen gennem godsets flere driftsgrene, hvor Overgaard Group tilsammen giver overskud.
Det skriver Overgaard Gods A/S i en pressemeddelelse, om deres deres årsregnskab for 2021, som vider et underskud på godt to millioner kroner. Men med deres aktiviteter for kornhandlen betyder det, at de for 2021 kan høste glæden ved de fortsat høje priser på korn og gødning, men samtidigt må sande, at grisenes pressede afsætningspriser gør årsresultatet negativt.
Bredere sats
Ledelsen for Overgaard Gods A/S satte i 2020 et mål om, at alle forretningsområder skulle optimeres for at satse bredere og gøre virksomheden mere robust, både inden for: Skovdrift, planteavl, griseproduktion og kornhandel.
Derfor oplever direktør for Overgaard Gods A/S Kasper Henricksen ikke årets underskud som entydigt. Blandt andet har optimeringer i driften været med til at reducere tabet ved de faldende afsætningspriser.
»Vores virksomhed breder sig over handel med korn, såsæd og gødning, samt en moderne, effektiv produktion af grise med fokus på trivsel og dyrevelfærd og en højteknologisk planteavl. Vores strategier for 2021 inden for vores forretningsområder har været succesfuld, og som en del af Overgaard Group og koncernens øvrige aktiviteter, er jeg virkelig glad for at kunne se, at vi ender i plus,« forklarer direktør Kasper Henricksen i pressemeddelelsen.
Overgaard Gods er et af landets største, og er placeret nord for Randers. Virksomheden er kendt i området, idet de ejer hele fire procent af kommunens areal. Her driver Overgaard Gods A/S 2.377 hektar jord, heraf 400 hektar skovbrug, en griseproduktion med 1.600 årssøer. Derudover ejer og driver man 995 ha skov ved Dronninglund.
Flere grise
Overgaard Gods A/S har udvidet deres griseproduktion til nu at være på 57.000 30 kilos-grise om året. Samtidig er det lykkedes virksomheden at afsætte halvdelen af produktionen inden for Danmarks grænser. Men derfor er virksomheden stadig berørt af priserne på grise.
»Det vil sige, vi har nået vores mål for produktionen, men med en konjunktur, som i høj grad har præget, hvad vi kan få for vores grise, så er resultatet bare blevet påvirket negativt. Heldigvis har vi haft en strategi om at kunne afsætte en meget stor del af smågrisene i Danmark, det har vist sig at være muligt. Det har i den grad gjort en forskel for, hvor stort et underskud vi kommer ud af 2021 med,« siger direktør for Overgaard Gods Kasper Henricksen.
Konjunkturændringerne i afsætningen af grise har betydet en reduktion af årsresultatet med 5 millioner kroner. Derudover har renteændringer medført en negativ kursregulering med 2 millioner kroner .
»Vi er anerkendt for kvaliteten på de grise, vi producerer, og i Overgaard Group-koncernen har vi forretninger på tværs af landbrugsbranchen, så mødte du mig på gaden, så ville jeg ikke stille mig utilfreds med årets resultat,« udtaler Kasper Henricksen.
Fremgang i korn
Udover de positive ændringer i selve griseproduktionen, så har Overgaard Gods valgt at effektivere sin handel med korn- og landbrugsprodukter. Det har nedbragt omkostninger til transport og varelagre, samt øget omsætningshastigheden.
Agrochef Jonas Nue Kjeldsen er ansvarlig for de dele af virksomheden Overgaard Gods A/S, som omfatter korn, såsæd, gødning med mere. Han glæder sig over, at virksomhedsaktiviteter i 2021 overordnet set er gået virkelig godt:
»Kornforretningen har i løbet af året fulgt vores budget, og når vi kigger ud i fremtiden, så ser det helt rigtigt ud. Kornhandlen har isoleret set i år bragt nogle exceptionelle høje priser, stor risiko og høje fragtrater med sig, og i forhold til den situation, så er jeg bestemt ikke utilfreds,« siger Jonas Nue Kjeldsen.
Han understreger, at Overgaard Gods som handelsvirksomhed inden for grovvarer klarer sig over forventning, og direktør Kasper Henricksen er enig:
»Vores strategi fra 2020 om større diversitet og risikominimering, har båret frugt. Hvilket forsat er vores fokus i 2022,« udtaler direktøren.