En 49-årig mand uden kørekort blev sigtet for spritkørsel, da han blev fundet i en grøft ved Hadstenvej.
En bilist opdagede torsdag omkring kl. 23.45, at en bil var kørt i grøften på Hadstenvej tæt på Bøgelundsvej i Randers SV. Da bilisten gik hen for at tjekke, om der var nogen i bilen, så han en mand sidde sovende bag rattet med en øl i hånden.
Bilisten mistænkte, at manden havde kørt spritkørsel og kontaktede derfor politiet, der kort efter ankom til stedet. Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.
Her fik de kontakt til den 49-årige mand, der sad på førersædet, og da han blæste i et alkometer, viste det over den tilladte promille. Han blev derfor anholdt og sigtet for spritkørsel.
Da den 49-årige er frakendt førerretten, blev han også sigtet for kørsel i frakendelsestiden.
Han var umiddelbart ikke kommet noget til i forbindelse med det lille færdselsuheld.
am