Plantorama i Randers holdt 3. februar rejsegilde i forbindelse med tilføjelsen af en ny overdækket planteskole på 2200 kvadratmeter.
Plantorama i Randers er i fuld gang med en ombygning af oplevelsescentret, hvor et udendørsareal på 2200 kvadratmeter inddrages til det eksisterende center som en ny overdækket planteskole. Udvidelsen blev fejret med rejsegilde torsdag 3. februar, hvor Plantorama takkede håndværkere, arkitekter og andre, der har arbejdet på byggeriet.
»Når vi er færdige med udvidelsen, kan vi tilbyde gæsterne et større udvalg af planter, og de vil kunne få en endnu bedre oplevelse i læ for naturens luner. Taget i den nye tilbygning er med såkaldt roll-air, som kan åbnes og lukkes, og det gør det nemt at skabe de optimale betingelser for planterne med hensyn til lys og vand,« siger Martin Sørensen, der er centerchef i Plantorama Randers, i en pressemeddelelse.
Ombygningen af Plantorama i Randers forventes afsluttet her i foråret, og der vil naturligvis være åbent i centret under ombygningen.
Sol og regn driver værket
I forbindelse med ombygningen opsættes solcellepaneler, der forventes at producere omkring 100.000 kWh om året, hvilket vil dække omkring 40 procent af elforbruget i Plantorama i Randers. Det bidrag til elregnskabet svarer cirka til, hvad 22 gennemsnitsfamilier med to voksne og to børn i et 150 kvadratmeter stort hus bruger årligt.
»Med LED-lys, der er langt mere energieffektive og klimavenlige, og de nye solceller, der kommer til at dække en væsentlig del af vores samlede strømforbrug, har vi i høj grad tænkt bæredygtighed ind i projektet. Samtidig får vi også mulighed for at samle mere regnvand op, som gennem et nyt automatisk vandingssystem ryger direkte til planterne, hvilket i sidste ende giver endnu bedre produkter til kunderne,« siger Martin Sørensen.