Barnebarnet Nanna og datteren Gry Binderup Bjerre donerede deres hår til parykker, fordi mormor overlevede brystkræft.
KIAN JOHANSEN
Snip for snip klipper frisør Anni Hastrup de 30 centimeter lange hårlokker af ni-årige Nanna Binderup Bjerre.
I frisørsalonen på Kirkegade i Randers sidder mor Gry Binderup Bjerre fra Løgten og mormor Jane Bjerre fra Grenaa og betragter de lyse lokker, der nænsomt lægges til side.
Snart pakkes de i en kuvert og sendes til en fabrik der producerer parykker.
Tanken er, at så kan endnu flere kræftramte få mulighed for at finde en paryk med hår der passer lige til dem.
Jane Bjerre trækker et par tårer væk fra øjenkrogen. Vel nok de første hun har ladet trille i det over to år lange forløb med behandling for brystkræft, der er endt med at hun er erklæret rask og selv for første gang i mere end to år skal have klippet hendes egne lokker hos en frisør.
Den korte paryk er lagt væk, for altid.
Tre generationers hår
Det er på grund af hende, at barnebarnet Nanna i over et år har lovet at lade sit hår gro.
»Jeg så en gøre det på YouTube og så sagde jeg til mor, at det ville jeg også gøre,« fortæller Nanna som det mest naturlige i verden.
Gry Binderup Bjerre lovede at følge trop, så de kunne hjælpe hinanden undervejs. Og det har været en tid med pasning af håret, for det skal børstes og passes hver dag. Det må ikke farves, eller fyldes med kemi og så har især Gry brugt et par hårkure for at holde hendes mørke lokker så naturlige som muligt.
Og nu sidder tre generationer i det rum, hvor Anni Hastrup via Frisør Hastrup & Co i et utal af år har hjulpet især personer med kræft med at genvinde dele af deres værdighed, selvværd og muligheden for at føle sig bare en smule normale, når de har gennemgået kemoterapi, smerter og al usikkerheden der følger med et sygdomsforløb.
Her virker rart, der er kaffe i kopperne, på en reol står et par modelhoveder med parykker på, men centrum i lokalet er frisørstolen hvor først Nanna, så Gry og til sidst Jane får klippet det lange hår kortere til flotte frisurer.
Ritualet markerer en slutning på Jane Bjerres kræftforløb og binder dermed de tre generationer sammen, føler hun.
Giv værdigheden tilbage
Anni Hastrup har rådgivet masser af kvinder og mænd om den rette paryk eller toupe i lokalet og den del af hendes ekspertise er hun stolt af, at hun kan levere, selvom hun med egne ord ikke kan leve kun af det.
Hun ser det som en opgave at give de kræftramte værdigheden og et flot udseende tilbage, selvom der måske er kaos indeni.
»Jeg er altid empatisk og lægger øre til de bekymringer folk har og de kan ringe hele døgnet, hvis der er spørgsmål til deres paryk. Og jeg inviterer dem altid ind til en gratis første klipning, når deres behandling er ovre. Så samler jeg ligesom op på dem, hvor de er, hvordan de har det og ser dem igen som de hele mennesker de er,« lyder det.
Det er de positive historier der vender tilbage, for der er også en del hun aldrig ser igen.
Kræften tager sin part.
Positiv altid
Mormor Jane beundrer Nannas lyse, nu korte hår, mens hun svarer på spørgsmålet om, hvad det betyder for hende, at barnebarnet har gjort det for hendes skyld.
»Jeg syntes det er vildt stort, at så lille et menneske tænker på mig og alle de kræftramte der trænger til et værdigt sygdomsforløb. Og hvis bare én læser denne artikel og får lyst til også at donere sit hår på samme måde, så er mit formål med at fortælle om det, nået,« lyder det, mens de førnævnte tårer trækkes ud af øjenkrogen bag brillerne.
Og det er ikke særlig tit, at Jane har grædt under sit forløb, selvom hun har haft al mulighed og ret til det.
Hun valgte tidligt at tackle forløbet på en positiv måde. Moderen døde af kræft i 2010, hendes far døde af det i 2017 og endte sine dage som en deprimeret mand. Hun har bedsteforældre i egen familie, samt i svigerfamilien, der også er døde af kræft, så hun kender om nogen til sygdommen og dens forløb.
»Jeg vendte det om i hovedet. Jeg lod det ikke styre mig og jeg ville ikke ynkes,« pointerer Jane Bjerre og tilføjer:
»Jeg har altid været et åbent og positivt menneske og det er jeg blevet endnu mere opmærksom på, efter at jeg er blevet rask. Jeg har også besluttet, at jeg er rask, så jeg går ikke og er bange for, at det vender tilbage. Jeg tror på, at man kan tænke sig rask.«
Med saksen i hånden afbryder Anni Hastrup hende oprigtigt.
»Jane har så lyst et sind. Det er jeg sikker på, har hjulpet hende igennem.«