Region Midt vil skære ned på antallet af vaccinetider, efter et markant fald i dem, der benytter sig af det.

Fremover vil der være færre vaccinetider mod Corona i Randers og hele Region Midtjylland.

»Medarbejderne på regionens vaccinesteder mangler ”kunder”. Derfor tilpasser regionen kapaciteten,« skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

I uge 3 var det muligt for regionen at vaccinere op mod 80.000 borgere. Men kun 44.860 valgte at tage imod vaccinen.

Det er væsentligt færre end omkring jul og nytår, hvor det var fastlagt, at regionen skulle kunne vaccinere 230.000 om ugen.

Fra uge 5 vil der derfor være 40.000 vaccinetider om ugen.

Fjerde stik kommer

Tal opgjort 27. januar viser, at 83,7 pct. af alle borgere i Region Midtjylland mindst har fået et vaccinestik. Blot to tredjedele har fået tre vaccinestik.

Dog har 88 pct. af de borgere, som har fået invitationen til tredje stik, enten fået stikket eller booket tid til det.

Flere er også i gang med at få fjerde stik. Det drejer sig om borgere med »stærkt nedsat immunforsvar.«

I alt har 198 borgere indtil videre fået fjerde, men i alt ventes ca. 22.400 at blive tilbudt stikket.

Kijo