Stifter af historisk hjemmeside for flyvere og piloter, Anders Straarup, holder foredrag om de allierede fly. Hør blandt andet om bombningen af Vorup og en Lancaster på afveje.
Anders Straarup har været lærer på Havndal skole i 37 år, hvor han også har haft flere tillidsposter. Han så meget tidligt de muligheder, der lå i at udnytte edb i undervisningen, og efter sin pensionering gik han i gang med at bruge sine it-færdigheder sammen med sin store historiske viden og interesse, til at oprette hjemmesiden AirmenDK www.airmen.dk for hvilken han i 2018 modtog Ellehammer Prisen, hvor han er i fornemt selskab med blandt andre luftkaptajn Stefan Rasmussen, professor Niels Egelund og astronaut Andreas Mogensen.
Materialet her er overvældende og er blevet anerkendt ud over landets grænser for dets høje kvalitet.
Anders Straarup vil i sit foredrag i Ålum forsamlingshus 1. februar tage udgangspunkt i lokale hændelser fra 2. verdenskrig, blandt andet vil han komme ind på bombenedkastningen over Vorup, flyveren James Reid Bradley, der hviler i Mindelunden på Randers Nordre kirkegård og en Lancaster, som styrtede ned ved Estruplund.
Andre lokaler vinkler viser også, at danskere var med i et lille hjørne af en meget stor krig. 463 fly og 3089 flyvere nævnt i AirmenDK blev næsten alle skudt ned over Danmark eller danske farvande. Det er vigtigt at vi husker på, at fred og frihed har en pris, som bl.a. blev betalt af de allierede flyvere, som præsenteres på hjemmesiden.
Kijo