De sidste fire år er der kommet flest tilflyttere til Randers fra Aarhus. Men hvad er det så, der lokker aarhusianere til byen – vi har snakket med tre eks-aarhusianere og nyrandrusianere.
ANDERS MICHAELSEN
Fordommene, om hvad for en by Randers er, lever i bedste velgående. Mokai, Nike-shox sko og en scooter som det foretrukne køretøj hører til blandt de mest gængse stereotyper om indbyggerne i byen mod nord.
Alligevel er det ikke noget, der har haft en mere afskrækkende effekt, end at folk stadig flytter til den kronjyske hovedstad, som har vokseværk. For Randers vokser ifølge prognoser de næste mange år i snit med 300 nye indbyggere om året, og i 2026 regner man med, at kommunen rammer de 100.000 indbyggere.
Her er det især tilflyttere fra andre kommuner og udlandet, der driver væksten, som det lyder i konklusionen på kommunens egen befolkningsprognose.
Og nærstudér man tallene, viser det sig, at mere end hver femte tilflytter over de sidste fire år er kommet fra Aarhus.
Men hvad er det så, der får folk fra byen mod syd til at rejse mod nord? Vi fandt tre eks-aarhusianere med hver deres historie, men der viste sig at være én fællesnævner – nemlig en økonomisk en af slagsen.
Mere plads og børnene samlet
”Jeg savner ikke Aarhus. Kommer jeg ind til Aarhus, er jeg ved at dø, fordi det er så stressende og menneskene jager rundt.”
Ordene er Maj Winthers, som i 2018 droppede rækkehuset i Skødstrup og skiftede det nordlige Aarhus ud med det nordlige Randers. Et valg som hun siden ikke har fortrudt.
”Der er mere ro på i Randers, og det er jo klart, det er en mindre by. Men den har alt. Bevares der er ikke et Magasin eller Salling, men det kan vi sku godt leve uden.”
”Jeg sidder billigere i det og har fået fem kvadratmeter mere plads, og det er værd at tælle med, når man er enlig mor,” fortæller hun.
Tilbage i 2015 blev Maj Winther skilt fra sin eksmand, der samtidig valgte at flytte til Randers. Et valg der primært handlede om lavere boligpriser, og om at komme tættere på sin familie. Og et par år senere var det nogenlunde de samme bevæggrunde, der fik Maj Winther til at følge vejen nordpå.
”Vi har to børn sammen, og jeg synes ikke det fungerede med en deleordning, hvor den ene bor i Aarhus og den anden i Randers. Så jeg synes, det var på tide, at jeg rykkede og kunne samle børnene lidt mere,” fortæller hun.
Rækkehuset blev samtidig skiftet ud med en større ejerlejlighed
”Og jeg kan huske, da jeg købte min lejlighed, og jeg var henne ved boligadvokaten, der sagde han til mig, at han ikke kunne forstå, at flere ikke flyttede til Randers, når man kunne få så meget for så lidt. Han sagde, at den lejlighed, jeg havde købt til lidt over 700.000, ville koste 2-3 millioner i Aarhus.”
Kæresten og billigere husleje
Prisforskellene mellem de to byer er til at tage og føle på. Og går man ind på Boligsiden.dk og sammenligner boligpriser, vil man kunne finde en ejerlejlighed i Randers C på 46 kvadratmeter til 455.000 kroner, mens en lejlighed på samme størrelse i Aarhus C koster 1,3 millioner. Ved flere boliger med sammenlignelige størrelser kan man i mange tilfælde gange prisen i Aarhus med to og tre gange i forhold til Randers.
Og det er ikke kun, når man snakker ejerlejligheder – også på lejefronten kan der være flere penge at spare. Det ved 25-årige Ida Mørch, der tidligere i år skiftede tilværelsen inde ved åen i Aarhus ud med Randers.
”Jeg havde en etværelses ejerlejlighed, som min far havde købt på 28 kvadratmeter i Aarhus, som koster 5.400 om måneden og her giver vi 4.000 for en kæmpe treværelses med altan. Så det er lidt noget andet,” siger Ida Mørch.
Til trods for den billige husleje og den ekstra plads, har det dog stadig krævet noget tilvænning at skifte Aarhus ud med Randers.
”Det var nok min kæreste, der trak mig heroppe. Jeg var måske ikke så begejstret til at starte med, men jeg havde en lille etværelses lejlighed, og han havde en treværelses. Så der var det mest oplagt, at jeg flyttede,” siger hun.
Men du var ikke så begejstret?
”Jeg tror bare, Randers af alle byer, når man er Aarhus-pige, det er sådan lidt…Man har jo nok lidt nogle fordomme. Og så var det under corona-nedlukningen, at jeg flyttede, så der skete jo nada,” siger Ida Mørch.
”Min veninder var også meget bekymret i starten. De ringede hver dag i to uger og spurgte, om jeg havde fået en scooter, og om jeg havde fået shox-sko.”
En skeptisk start er dog siden blevet skiftet ud med mere moderat optimisme.
”Jeg synes egentlig, det er fint nok nu, men der er selvfølgelig stadig ting i Aarhus, jeg savner – især restaurant og cafélivet. Men jeg synes generelt, at Randers er en hyggelig by,” siger Ida Mørch.
Priserne på hus og kortere afstand til arbejde
Automekaniker og værkfører Mark Krause-Kjær flyttede fra Risskov til Øster Bjerregrav i det nordvestlige Randers i juli 2020. Han havde ligesom Ida Mørch også en kæreste i byen på daværende tidspunkt.
”Men det var mere, at der var et hus, der passede i pris og nogenlunde placering,” fastslår han dog.
”Jeg er lidt rodløs og kan se mig selv mange steder. Og så blev det bare Randers, på trods af alt det man har hørt af sjove rygter.”
228 kvadratmeter murmestervilla med 100 kvadratmeter stor garage til hobbyerne, fandt han i et industriområde. En bolig han selv skyder ville have været en til to millioner dyrere i Aarhus. Arbejdet, som han havde i Smilets By, flyttede han dog til gengæld ikke fra. Og faktisk har flytningen på 45 kilometer ikke vendt op og ned på det store.
”Håndværker-lønningerne er lige lidt højere i Aarhus. Men det var også en afvejning af, hvad gider jeg bevæge mig om morgen. Da jeg i mit tidligere job skulle køre fra Risskov til Viby, tog det 45 minutter, og nu når jeg skal køre fra Randers til mit nuværende job i Risskov, er der lidt længere, men det tager cirka det samme,” siger Mark Krause-Kjær.
”Selv mit brændstofsforbrug er jo faldet. Jeg kører i hvert fald betydeligt længere på literen, fordi jeg ikke kører inde i byen og holder i kø,” siger Mark Krause-Kjær, der ikke savner noget ved Aarhus.
”Det slog mig bare på et tidspunkt, at sidst jeg var inde i Aarhus bare for at køre derind, det er flere år siden. Jeg tror måske, jeg gjort det én gang indenfor de sidste to år. For der er ikke noget, jeg kan finde derinde, som jeg ikke kan finde ved at køre nord på og samtidig slippe for trafik og parkeringsbøvl.”