Den gamle vejbro der fører til Hivemøllevej er fjernet, og der er nu kun afsluttende arbejder tilbage, som etablering af p-plads og færdiggørelse af projektet.

KIAN JOHANSEN


Du har kunnet følge med de seneste måneder efter at Banedanmark har indtaget pladsen ved Vestervold, rykket rundt på parkeringspladserne på den gamle gasværksgrund, flyttet og forhøjet en bro med flere meter og etableret et nyt kryds, der nu i en lige linje forbinder Vestervold med den nye jernbanebro over til Hvidemøllevej.

Og nu kan vi trøste dig med, at anlægget forventes at stå helt færdigt januar 2022. Det bekræfter Banedanmarks pressetjeneste over for Din Avis kort før nytår.

Siden 18. oktober har randrusianerne kunnet bevæge sig over en helt ny og højere vejbro, som ligger blot 50 meter fra den gamle bro.

Og siden er der blevet ryddet op og de sidste ting er ved at være blevet færdiggjort i projektet.

Vægmaleriet på Hvidemøllevej er nu væk. Vi nåede at indfange et billede af det, inden maskiner spiste det bid for bid i slutningen af december. Foto: Kian Johansen

Vægmaleriet er væk

Som du kan se på billederne, nåede vi at indfange det ikoniske vægmaleri, som har været en del af din hverdag i årtier.

Nu er det borte. Maskiner har spist den gamle bro og al betonen omkring den.

Alle de knuste betonrester fra broen er skovlet sammen og kørt videre til genanvendelse.

Dette billede er allerede historisk. Betonen er fjernet fra området ved Hvidemøllevej. Foto: Kian Johansen

”Det her er et vigtigt skridt i retning af at gøre jernbanen klar til fremtidens eltog, som både vil støje mindre og udlede mindre CO2. Vi har bygget en højere vejbro her i Randers, så der er plads til de kommende elmaster og køreledninger,” har områdechef for spor- og broprojekter i Banedanmark Lars Blædel Riemann tidligere udtalt.

Nu vil der blive etableret parkeringspladser, der hvor broen plejede at stå.

”Med det aktuelle nedrivningsarbejde bevæger vi os nu ind i den sidste fase af arbejdet ved Hvidemøllevej, og vi glæder os rigtig meget til, at det hele snart står færdig. Der skal lyde en stor tak til borgerne i Randers for deres tålmodighed, og vi håber, at de får glæde af de nye trafikale muligheder,” sagde Lars Blædel Riemann kort før jul.

Set fra den nye hævede bro kommer Chr. R. huset til værdighed. Måske kender du bedre huset som Christian Rasmussens Møbelhus, eller som området med det gamle Polititorv. Det husede i en årrække også Jobcentret i den nederste etage. Foto: Kian Johansen

FAKTA

Som en del af elektrificeringen af jernbanen skal Banedanmark bygge og renovere 85 broer på den 256 kilometer lange strækning mellem Fredericia og Aalborg.
Der skal desuden opsættes elmaster og kabler langs sporene.
Fremtidens eltog vil kunne køre hurtigere, udlede mindre CO2 samt støje mindre.
DSB’s nye, eldrevne tog forventes indsat på strækningen i slutningen af 2026.
I Randers Kommune er der tre steder som er ’ramt’ af elektrificeringen. Det er:
Væthvej i Langå (broen over jernbanen før Langå Station), her er planlagt en sporsænkning i 2023/2024.
Langå Stations gangbro. Forventes nedlagt i 2024.
Hvidemøllevej i Randers har fået en ny bro. Tæt på afsluttet.
Poppelvænget i Fårup. En ny, hævet bro samme sted. Er fuldført.
Snart er der ryddet helt op ved den nye bro over jernbanen ved Hvidemøllevej. Kun de sidste detaljer mangler her i det nye år. Foto: Kian Johansen
Snart finder du parkeringspladserne igen på den gamle gasværksgrund. En ny passage står snart helt klar til dine pendlende fødder. Foto: Kian Johansen