Fodboldlinjen Mini for folkeskolerne starter til foråret
Fodboldlinjen Randers starter til april ’Fodboldlinjen Mini’, der er for alle 4.-klasserne på folkeskolerne i Randers Kommune.
Der er lavet et nyt koncept, og til det har man investeret i en trailer fyldt med spændende fodboldudstyr.
Konceptet indeholder mange forskellige boldlege, boldstafetter, dribleøvelser, tekniske øvelser, skudøvelser og spiløvelser.
Alle elever uanset fodboldmæssige kvaliteter kan deltage – både piger og drenge.
Konceptet foregår i idrætstimer, og efterfølgende kan den enkelte skole råde over traileren i 14 dage og bruge rekvisitterne i fritidsundervisningen eller som bevægelse i undervisningen.
De første tre måneder er allerede fuldt booket. Seks skoler starter med konceptet i april, maj og juni.
Efter sommerferien er det meningen, at de sidste skoler får besøg af traileren, hvilket vil foregå i august, september og oktober.
Fodboldlinjen Minis spillere deltager ligeledes i nogle af forskellige events, der bliver tilbudt alle spillere på Fodboldlinjen Randers.
Den første event, der bliver tilbudt, er gratis superligakamp for spillere og forældre til foråret i april eller maj.
Næste event for Fodboldlinjen Randers er en håndboldtur til Gigantium i Aalborg. Her skal linjens spillere i marts se Aalborg Håndbolds herrehold i en ligakamp.
Pofa