Energi Viborg og Verdo har indgået en aftale om, at Verdo overtager den resterende del
af Midtjysk Elhandel, som handler med el til erhvervsvirksomheder.
I mere end to årtier har Verdo og Energi Viborg samarbejdet om indkøb af strøm og salg af el
til virksomheder gennem Midtjysk Elhandel.
Nu har parterne indgået aftale om, at Verdo overtager Energi Viborgs 26 % af selskabet, oplyser Verdo i en pressemeddelelse.
”Vi har gennem årene haft et rigtig godt samarbejde med Energi Viborg om at tilbyde strøm til
erhvervslivet i det midtjyske. Vi har rodfæstede aktiviteter i det midtjyske omkring Randers, Hobro
og Viborg, og i de seneste år har vi øget vores tilstedeværelse i Herning, fordi vi ønsker at
gøre en forskel for lokalsamfundene i det midtjyske. Derfor er også helt naturligt, at vi overtager
den resterende del af Midtjysk Elhandel,” siger Jakob Flyvbjerg Christensen, CEO i Verdo.
Aftalen er trådt i kraft 15. december 2021.
Mere salg af el til virksomheder
Midtjysk Elhandel har især en stor kundekreds i det midtjyske område, men har siden bredt sig
til virksomheder over hele landet.
Både på kort og længere sigt forventer Verdo, at virksomhederne i stigende grad vil være interesserede
i deres elforbrug og dermed også i en god aftale.
Mange virksomheders interesse for elforbruget er øget i takt med de højere elpriser, og energiforbruget
er blevet en større del af de samlede omkostninger. Virksomhederne viser også stigende
interesse for at deltage i og understøtte den grønne omstilling som en del af elektrificeringen
af samfundet ved at vælge grønne produkter.
Det område er et af Midtjysk Elhandels specialer, og derfor forventer Verdo at styrke sin position
på markedet.
”Vores markedsspecialister har gennem de seneste 20 år opbygget en stærk platform for et
samarbejde med især midtjyske virksomheder. Med de stigende elpriser og elektrificeringen er
god rådgivning blevet endnu vigtigere, og vi samler aktiviteterne med en forventning om at
styrke vores position på markedet,” siger Jakob Flyvbjerg Christensen.
Kunderne mærker ingenting
Ejerskiftet får ingen indvirkning på produkter eller services og har dermed ingen betydning for
kunderne i det daglige, da Midtjysk Elhandel allerede i dag står for kontakten med kunderne i
Viborg som i de øvrige dele af forretningen, loves der i pressemeddelelsen.