Denne uge markeres igangsættelsen af den nye vej, der skal gå ned til det nye havneområde. Der er mange ændringer i vente over de kommende år.

KATHARINA ANDERSEN

Der er store planer for Randers Havn, der de kommende år skal igennem en forvandling.

Tirsdag i denne uge markeres påbegyndelsen af den nye vej til området, og de næste år vil en stor del af havnen også blive omdannet til erhvervsformål i form af kontorer.

Et nyt fælles kontorbyggeri for havnen og Vandmiljø Randers er indtil videre planlagt, fremgår det af lokalplanen, hvor det også fremgår, at kommunen også ønsker opførelse af andre kontorbygninger til flere erhvervsdrivende.

Udflytning af havneaktiviteter

Den nye havnevej og planerne for havneområdet er alt sammen et forsøg på at rykke havnens aktiviteter væk fra byen og længere ud mod fjorden for at gøre plads til mere beboelse tættere på midtbyen.

Udflytningen af industri og havnens aktiviteter er derfor første skridt mod den realisering, og projektet er fra politisk side kaldt en af de vigtigste infrastruktur-beslutninger, der er truffet.

Det er besluttet i Byrådet, at den nye havnevej skal kobles på det overordnede vejnet ved krydset Grenåvej/Clausholmvej. Vejen bliver samtidig etableret sådan, at den i fremtiden kan blive direkte forbundet med en kommende klimabro. Det kommer til at ændre forløbet ved Ørneborgvej, Grenåvej og Clausholmvej. Kort sagt omdannes de to t-kryds til ét firbenet kryds. Derefter omdannes dele af Ørneborgvej til den nye havnevej, der løber nordpå, op til det nye havneområde øst for det nuværende havneareal

Bygninger i 13 meters højde

Den nye lokalplan, som er vedtaget for området, har givet helt nye muligheder både i forhold til bygninger og havnebassinet.

Planen for området er blandt andet at etablere et nyt havnebassin med fremskudt kaj på en del af kajstrækningen, og så giver lokalplanen også mulighed for at bygge etagebyggeri på havnen i 13 meters højde.

Der kommer også til at ske ændringer for havnens administrationsbygning, som flyttes fra den nuværende placering mod nord ved kajen til en placering ved Kristrup Engvej ved havnens sydlige indkørsel.

Samtidig gør den nye lokalplan det også muligt, at andre virksomheder end havneerhverv kan flytte ind på havnen, ligesom der formentlig vil komme kontorbyggeri til udlejning ved siden af havnens domicil.

Færre biler i centrum

Med den nye havnevej og en kommende klimabro er der udsigt til en væsentlig aflastning af trafikken omkring Randers Bro, lyder det fra Randers Kommune.

Kommunens beregninger viser foreløbigt, at mere end 20.000 køretøjer vil forsvinde fra broen – og at tung trafik i øvrigt vil blive ledt udenom Randers centrum, fremgår det.

I øjeblikket er Randers Kommune desuden ved at kigge på trafikforholdene i Kristrupområdet ved Clausholmvej, da den forventer at øge trafikken markant i dette område i stedet.