Randers Kommune har i 2021 oplevet et rekordhøjt antal ansøgninger om byggetilladelser. Kommunens byggesagsbehandling har så travlt, at der nu skal ansættes flere sagsbehandlere de kommende år.

KATHARINA ANDERSEN

Der bliver bygget for fuld kraft i både Randers og opland, og det mærker man i kommunens byggesagsbehandlingsafdeling, der har fået markant mere at lave de senere år. Særligt 2021 har været et år med travlhed i afdelingen, og den tendens ser kun ud til at fortsætte, lyder det fra forvaltningen.

Derfor er det netop besluttet at tilføre ekstra ressourcer til både byggesagsbehandling og planlægningsopgaver. Helt konkret har området fået tilført 3 mio. kr. fra 2021 og frem for at sikre væksten i Randers Kommune, og nu afsættes der yderligere 2 mio. kr. i de kommende to år for at korte ventetiden på byggesagsbehandling og planlægningsopgaver.

”Der har været fart på 2021 i forhold til nye byggesager, og det kan være svært at nå at behandle sagerne indenfor fristen, hvis de bliver ved at bygge sig op.”

Formand for Miljø- og Teknikudvalget, Frank Nørgaard (DF).

Sagerne hober sig op

Forventningen er, at antallet af byggeansøgninger vil fortsætte med at stige næste år, og fra Randers Kommune lyder det, at antallet af byggeansøgninger bare i årets første måneder, februar og marts, har ligget cirka 50 procent over normalen.

Det har skabt en stor stak af ubehandlede sager, og derfor er formand for Miljø- og Teknikudvalget, Frank Nørgaard (DF) også tilfreds med, at der nu bliver tilført flere midler.

”Det er nødvendigt, fordi vi som kommune har interesse i at yde den bedst mulige service i forhold til dem, der ønsker at flytte til kommunen, eller hvis man som virksomhed vil udvide,” siger han.

Han fortæller desuden, at kommunen bestræber sig på at behandle alle sager indenfor 40 dage, men at det har været vanskeligt at leve op til grundet de mange ansøgninger.

”Der har været fart på 2021 i forhold til nye byggesager, og det kan være svært at nå at behandle sagerne indenfor fristen, hvis de bliver ved at bygge sig op.”

Små byggesager må vente

Når sagerne lander på bordet i byggesagsbehandlingsafdelingen, bliver virksomheder, landbrug og beboelse behandlet først, og det betyder, at andet må vente længere.

”Så er der dem, der vil have en udestue eller en carport, og de får så en noget længere sagsbehandlingstid,” siger Frank Nørgaard.

Selvom ventetiden altså kan være noget længere end de 40 dage, så er formanden for Miljø- og Teknikudvalget fortrøstningsfuld og tror på, at de midler, der nu er afsat, er nok til at få bunken ned.

”Det er i hvert fald vurderingen, at de 3 mio. kr. er nok i forhold til behovet, men det er klart, at hvis 2022 starter som 2021, så bliver det en udfordring.”

Han har også en formodning om, at der i 2022 bliver lagt en dæmper på byggeboomet.

”Det er svært at få byggematerialer og håndværkere i øjeblikket, så måske det stagnerer. Der vil være nogle, som vil afvente og se, hvad der sker med prisniveauet,” siger Frank Nørgaard.

Teknik og Miljø kan ikke oplyse den aktuelle ventetid på byggesager, da den afhænger af sagen, men fortæller, at der er ekstra travlt op mod julen.