Unge voksne med særlige behov som følge af psykiske diagnoser er underrepræsenterede på de danske museer, og Gammel Estrup skal derfor i 2022 og 2023 udvikle formidlingstilbud målrettet netop denne målgruppe i projektet ”Museum uden hæmninger”. Museet har modtaget 513.500 kr. fra Slots- og Kulturstyrelsen til formålet.

Anders Sinding er museumsinspektør ved Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum og initiativtager til projektet.

”Alle har ret til fede museumsoplevelser, og lige præcis unge voksne med særlige psykiske behov er en brugergruppe vi ikke ved særligt meget om i forbindelse med museumsbesøg. Med det her projekt får vi mulighed for at afprøve og udvikle forskellige tilbud til netop denne målgruppe, som derefter kan implementeres på museer landet over, forklarer han i en pressemeddelelse.

Meningen med projektet, der løber fra sommeren 2022 til sommeren 2023, er at udvikle konkrete tilbud i form af for eksempel analoge og digitale rundvisninger og lydvandringer, udstillinger og tilrettelagte forløb, der henvender sig til unge voksne med diagnoser som Downs Syndrom, autismespektrum-forstyrrelser, ADHD eller andre særlige behov. Anders Sinding fortæller, at processen foregår i tæt samarbejde med den lokale Djurslands Folkehøjskole og skolens elever.

“Vi skal med projektet lære den her brugergruppe rigtig godt at kende, så vi kan udvikle bæredygtige museumstilbud, der efterfølgende kan bruges på museer over hele landet. Det gør vi kun ved at invitere brugerne indenfor – både på museet og i processen med at udvikle formidlingen,” siger Anders Sinding.

DinAvis