Byrådet afsætter 10 mio. kr. til forbedringer af indeklimaet i flere daginstitutioner i Randers, som påbegyndes i det nye år.

KATHARINA ANDERSEN

Snart begynder en større renovering af flere daginstitutioner i Randers Kommune.

 Alle daginstitutioner, både de offentlige og de selvejende, har for nylig fået foretaget en bygningsgennemgang og en indeklimaundersøgelse, og på baggrund af den undersøgelse har Byrådet netop afsat midler til forbedringer i flere daginstitutioner i byen.

 Det har nemlig vist sig, at adskillige institutioner døjer med dårligt indeklima, og for en del af dem er problemerne så udtalte, at de skal udbedres i løbet af 2022. 

I første omgang er der tale om 10 mio. kr., der skal bruges til at forbedre indeklimaet i Børnehuset Regnbuen, Børnehuset Svalereden, Børnehuset Viborgvej (børnehaven) og Vuggestuen Grønnegade.

Flere daginstitutioner trænger

Ifølge Børne- og familieudvalgets næstformand Anne Hjortshøj (A) er der dog tale om mange flere institutioner, der skal forbedres.

Den eksterne rapport, der altså kortlægger indeklimaet i daginstitutionerne, vidner om, at der skal bruges et trecifret millionbeløb, hvis de alle skal forbedres, fortæller Anne Hjortshøj.

”Der skal bruges 100 mio. kr. i alt, hvis vi skal i mål. Så det vi gør nu, det er kun at forbedre den absolutte top af isbjerget, men jeg glæder mig over, at vi går i gang nu,” siger hun.

Hun fortæller desuden, at kommunen netop har valgt at få klarlagt problemerne via en ekstern rapport, så Randers Kommune ikke selv skulle træffe en beslutning om, hvilke institutioner der skulle have forbedringer først.

”På denne her måde har vi en liste over, hvad institutionerne mangler, og hvilke vi skal vælge først. Det gør mig meget tryg, at det er foregået på den måde.”

Der er planlagt forbedringer frem mod 2024, og der er i alt afsat 20 mio. kr. i forbindelse med budget 2021.

Fakta

  • Fire daginstitutioner i Randers Kommune får forbedret indeklima i løbet af 2022.
  • Det er: Børnehuset Regnbuen, Børnehuset Svalereden, Børnehuset Viborgvej (børnehaven) og Vuggestuen Grønnegade.
  • Der er i alt afsat 20 mio. kr. til forbedringer de kommende år.
  • Et dårligt indeklima i en daginstitution kan dække over både sundhedsskadelige kemikalier, høje CO2-niveauer, temperaturudsving, støjbelastning, fugt, ultrafine partikler og radon.