En patrulje kørte torsdag aften til en adresse i Randers NØ efter en anmeldelse om, at en beboer i en lejlighed var voldsom og skabte utryghed på stedet. Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.
Betjentene fik kontakt til den 29-årige mand, som bor i lejligheden. Det viste sig, at han havde kastet rundt med møblerne i sit hjem, og han var fortsat meget opfarende.
Da han begyndte at komme med nedladende bemærkninger og råbte af betjentene, blev han anholdt, og det lykkedes patruljen at få ham i håndjern, selvom han gjorde kraftigt modstand, oplyser politiet.
I patruljebilen og inde på politistationen kom han med flere truende udsagn rettet mod betjentene, og han endte med at blive sigtet for trusler mod polititjenestemand, for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand og for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.
DinAvis