Mandag formiddag fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra VIA University College – Campus Randers på Jens Otto Krags Plads, hvor en elev var blevet taget i at have forfalsket sit coronapas. Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.
En af skolens medarbejdere havde i forbindelse med rutinetjek af de studerendes coronapas fået fremvist et screendump af et coronapas, som hun syntes så forkert ud, da det lignede at der var blevet ændret på datoen.
Medarbejderen kontaktede sin leder, der tog kontakt til den 25-årige kvinde, der havde fremvist det tvivlsomme coronapas. Hun erkendte, at hun havde ændret på datoen, men at hun nu havde slettet det pågældende screendump fra sin telefon. Lederen kontaktede politiet og bad kvinden om at vente på stedet, indtil politiet kom frem.
Lederen bad også kvinden om at udlevere sit studiekort, men da hun ikke var i besiddelse af afleverede hun i stedet sit kørekort. Lederen gik herefter ind på sit kontor og afventede at politiet skulle ankomme. Kort efter kom kvinden ind og råbte, at hun ville have sit kørekort tilbage. Lederen forklarede, at det kunne hun få, når politiet ankom.
Kvinden blev ved med at være aggressiv og truende i sin adfærd, hvorfor hun blev fulgt udenfor. Herefter forlod hun skolens område. Da betjentene kort efter ankom til stedet afhørte de både medarbejderen og lederen, hvorefter de kørte til den 25-årige kvindes adresse. Her blev hun gjort bekendt med, at hun var sigtet for dokumentfalsk ved at have fremvist et falsk coronapas.
Østjyllands Politi advarer i forbindelse med episoden mod at bruge falske coronapas. Straffen for denne type dokumentfalsk vil typisk være mellem 20 og 40 dages betinget fængsel, men da der er tale om en straffelovsovertrædelse, der har relation til Covid-19, kan straffen potentielt forhøjes til det dobbelte jf. straffelovens § 81 d.