LARS BANG

MOZARTS ALLÉ 7

8920 RANDERS NV

 

”Det er helt fair at bede om ”politisk ro” i forhold til Verdo, men jeg må fastholde, at det er en årelang selvskabt plage, man som bestyrelse og repræsentantskab har bragt Verdo i”.

Verdo skal ikke bruges som politisk kampplads skriver Verdo´s formand for kort tid siden, og det er jeg faktisk grundlæggende enig i. Det virker imidlertid en anelse utroværdigt, når argumentet er, at det .. citat: ”ikke er i forbrugernes interesse” at bruge Verdo som politisk kamplads. Ærligt talt, det er jo lige her, vi har kerneproblemet. Verdo er i en årrække blevet drevet som en traditionel virksomhed, hvor vækst, ekspansion og nye markeder har været det drivende, og hvor netop hensynet til forbrugerne har været ikke eksisterende. Jamen, det (jeg formoder, det er ulovligheder og regelbrud, der tænkes på) er sket over en mangeårig periode, forklarer formanden i et sandt politisk ”bogstav- og talcirkus” – ingen partier kan sætte sig uden for ansvar, konkluderer formanden skarpt. Men, igen ærligt talt, det bliver det jo ikke meget bedre af. Bestyrelsen valgte at fyre direktøren for mere end 2 år siden, men ansvaret for fejlene forsvandt jo ikke sammen med den nu fyrede direktør. Det er helt fair at bede om ”politisk ro” i forhold til Verdo, men jeg må fastholde, at det er en årelang selvskabt plage, man som bestyrelse og repræsentantskab har bragt Verdo i. Der er brug for bestyrelses- og repræsentantskabsmæssig selverkendelse og en betydelig højere grad af åbenhed, hvis man ønsker at vinde tilliden til forbrugerne tilbage, og det er jo primært forbrugernes interesser, der skal plejes.

Jeg ønsker både Verdo og Randers et rigtig godt kommunalvalg, det har vi alle brug for. Og afslutningsvis, ja, jeg skal bestemt have fjernvarme, når det kommer ud til min adresse, det er jo ikke produktet, det er galt med.