ANNETTE MEJER (V), KANDIDAT TIL KV21

SKOVSYREVEJ 15, 8920 RANDERS NV

JAN BUUS LARSEN (V) KANDIDAT TIL KV21

BYSKRIVERVEJ 3, 8920 RANDERS NV

 

Det er ikke noget vi bare siger i Venstre, nej vi tager også action på det.
Lørdag den 23 oktober 2021, bliver der hængt et utal af Valgplakater op i Randers kommunes lygtepæle.
Alle Venstres valgplakater der bruges i Valgkampen i 2021 i Randers Kommune sendes til genanvendelse.
Valgplakaterne er bestilt i et materiale der kan genanvendes og det gør vi naturligvis brug af i Venstre i Randers.

Vi har netop indgået en aftale med en virksomhed i Mariager, der har specialiseret sig i netop dette forretningsområde. Virksomheden er Aage Vestergaard Larsen A/S, som er nordens største virksomhed indenfor genanvendelse af plast i høj kvalitet. Aage Vestergaard Larsen er førende eksperter indenfor det som betegnes som mekanisk recycling, hvor de udtjente plastmaterialer genanvendes på en måde, så de får nyt liv og kan anvendes i nye produkter igen. Dette giver god mening, ikke mindst for klimaet, hvor der blandt andet spares gennemsnitligt 2,4 kg CO2 udslip for hvert kilo plast, der genanvendes i stedet for at blive brændt!

Venstre i Randers har derfor lavet en aftale om at deres valgplakater efter valget nedtages og sendes til Aage Vestergaard Larsen, til genanvendelse.  Måske er det en ide for andre partier og lister, såfremt I også har valgt genanvendelige plastmaterialer?  – Aage Vestergaard Larsen er klar til at hjælpe.

 

KLIMA, MILJØ OG NATUR  

Randers Kommune er som mange andre kommuner udfordret, når det kommer til klimaforandringer. Både i by og på land risikerer vi, at områder i fremtiden vil blive oversvømmet. I Venstre er vi klar til at påtage os et ansvar og arbejde for en omstilling fra sort til grøn energi, så vi kan efterlade en kommune i god stand til de kommende generationer. Samtidigt har vi mange skønne naturområder i vores kommune, som vi dels skal værne om, men også steder, hvor vi ønsker mere natur.

 

Venstre i Randers vil:  

  • En klimaneutral kommune i 2050

I Venstre mener vi, at vi er forpligtiget til at give en kommune videre til kommende generationer, som er bedre end den, vi selv modtog. Derfor er vi som parti klar til at træffe de nødvendige beslutninger for at vi i 2050 kan blive klimaneutral. Vi ser det blandt andet som en mulighed, at vi udvider vores produktion af vedvarende energi ved Havndal, så vi kan komme i mål med den grønne omstilling, men også kan friholde andre områder i kommunen.

  • Mere skov i kommunen

I Venstre vil vi arbejde for, at vi får mere skov i kommunen. Dels for at kunne binde CO2, men også for at styrke biodiversiteten og skabe flere rekreative områder i kommunen. Dette kan ske på kommunale områder eller i samarbejde med private lodsejere, som bliver kompenseret for at udlægge arealer til skov.    

  • Solceller på tage  

Solceller og vindmøller er naturlige løsninger for at komme i mål med den grønne omstilling. Desværre er mange borgere også generet visuelt af store anlæg. Derfor ønsker vi i Venstre at skabe et energiområde ved Havndal, samt arbejde for, at vi får etableret flere solcelleanlæg på tage. Dette gælder blandt andet offentlige bygninger, f.eks. idrætshaller, men vi opfordrer også erhvervslivet til at tænke grønt, når de bygger nyt.

  • Samarbejde med stat, landmænd og interesseorganisationer om sammenhængende naturområder

I Randers Kommune har vi i forvejen en unik natur. Men vi har også potentialet til at få skabt store sammenhængende naturområder. I Venstre ønsker vi, at kommunen konstruktivt skal indgå i samarbejdet med stat, landmænd og interesseorganisationer om at udvikle naturen i kommunen – til gavn for miljøet, biodiversiteten og borgerne. Venstre ønsker et fast samarbejde, hvor der er mulighed for at tage dialogen løbende.

  • Sikkerhed mod oversvømmelser

Randers er en af de 10 mest udsatte områder, når det kommer til oversvømmelser. For Venstre er det vigtigt, at vi beskytter os mod kommende oversvømmelser. Derfor arbejder vi målrettet med et klimabånd langs Gudenåen, samt på etableringen af klimabroen, der vil beskytte Randers by og kan hjælpe med håndteringen af regnvand – ligesom vi ønsker en konstruktiv dialog med lodsejere for at kunne håndtere de stigende vandmængder langs Gudenåen og Randers Fjord.