Det var en fejl i kandidatlisten, der fik kommunen til at afvise opstillingen af Veganerpartiet til det kommende Kommunalvalg. Partiets navn var først skrevet på den forkerte linje. Dernæst afleverede partiet en ukomplet stillerliste. Kandidaten ærgrer sig

 

PIA ASVIG IVERSEN

pia@dinavis.dk

 

Bureaukrati kan være et negativ ladet ord – men et demokrati har bureaukrati, og det var netop dette der kom i vejen for det nye parti – Veganerpartiet – da det ville forsøge at komme i byrådet til dette års valg.

Veganerpartiets Østjyllands Storkreds med Jesper Idel som kandidat i Randers, lavede fejl i den første indlevering af kandidatlisten, da navnet på partiet ikke var påført på den korrekte plads. Det fik partiet fem dage til at rette, da der var endelig deadline 4. oktober. Her stillede Veganerpartiet med en helt ny og korrekt liste og 28 stillere (underskrifter). Nu var der bare ikke korrekte cpr-nummer på mindst 25 af dem – derfor blev kandidaturet afvist.

“I første omgang manglede jeg at skrive “Veganerpartiet” på linje to, og det blev jeg gjort opmærksom på, da jeg afleverede kandidatlisten. Så jeg skrev det på. Efterfølgende har jeg så fået afvist opstillingen, da det ikke må påføres efterfølgende”, fortæller den lokale kandidat Jesper Idel fra Veganerpartiet.

Han fik chancen for at aflevere en ny formular – som sagt så gjort – denne gang var der dog nogle CPR-numre, der ikke var gyldige, meddelte kommunen.

”Jeg havde ikke regnet med, der var fejl, og derfor var der ikke tid til endnu engang at rette op på det. Det er beklageligt, men jeg havde ikke en plan B, så vi prøver igen om fire år”, siger Jesper Idel.

 

Vi har en berettigelse

Ifølge Jesper Idel, var der egentlig lidt tvivl om hvilke regler, der blev overholdt eller ikke overholdt, da Jesper Idel fra Veganerpartiet indleverede partiets kandidatliste til det kommende kommunalvalg. Han havde ikke i tilstrækkelig grad påført navnet ”Veganerpartiet” på forsiden, men fik at vide, at det kunne han bare påføre ved afleveringen. Det var dog forkert. Jesper Idel får en mail fra kommunens juridiske konsulent, Randi Theill Reimann, hvor der blandt andet står:

”Som drøftet telefonisk manglede der ved indlevering af kandidatliste for Veganerpartiet at være påført listebetegnelse. Du blev oprindeligt oplyst om, at dette kunne påføres i forbindelse med indleveringen. Forvaltningen er dog efterfølgende blevet opmærksom på, at det følger af Indenrigsministeriets vejledning til den kommunale valglov, at hvis ikke der er angivet en listebetegnelse på formularen, er det en væsentlig mangel, der gør kandidatlisten ugyldig …”.

Jesper Idel fortæller:

”Først fik jeg at vide, at jeg bare kunne påføre navnet på en linje som medarbejderen pegede på, så det gjorde jeg. Efterfølgende var dette dog forkert, og listen blev ikke godkendt. Jeg fik tid til at indlevere en ny, som man gerne må. Men da jeg skulle ud og have nye stillere (underskrifter red.), og disse så ikke var i orden ifølge reglerne, ja så havde jeg ikke tid i min kalender til endnu engang at lave en ny”, fortæller Jesper Idel fra Veganerpartiet.

Da Jesper Idel har været ude at samle nye underskrifter påført cpr-numre, er ikke alle helt gyldige, da nogle er ufuldstændige:

”Man kan jo godt fristes til at tro, at nogle på en eller anden måde har anført ugyldige cpr-numre for at sabotere godkendelsen. Jeg ved det ikke. Men efterfølgende har jeg ikke haft hverken tid eller mulighed for at indsamle nye stillere. Der skal jo både søges tilladelse til at indsamle underskrifter på offentlige arealer, og så skal jeg jo også sætte tid af til det. Det har ikke været muligt, og det er jeg ærgerlig over. Men Veganerpartiet er fast besluttet på at stille op igen næste gang om fire år”, siger han.

Juridiske konsulent hos Randers Kommune, Randi Theill Reimann, kan godt forstå, hvis Jesper Idel er ærgerlig over denne procedurefejl:

“Når der er valg, skal tingene køre helt efter bogen, og der er helt klare formkrav. Normalt kan en fejl afhjælpes ved at aflevere en ny stillererklæring og så kan det godkendes”, siger hun.

Hun påpeger, at det var ufuldstændige cpr-numre, der gjorde udfaldet for afvisningen.

Veganerpartiet er ikke særlig kendte i Randers, og at indsamle stillere er ikke nogen nem opgave.

I alt stiller 13 partier og lister op til kommunalvalget. Der er fem valgforbund. Det er første gang Veganerpartiet skulle stille op til kommunalvalget i Randers. De har 30 kandidater til kommunalvalget over hele landet. Stillere skal have stemmeret og bo i Randers kommune.

 

Brug for partiet

Jesper Idel mener, der er brug for et parti som Veganerpartiet, og partiet stiller derfor også op om fire år.

“Der er brug for et grønt parti, der stiller spørgsmål til den store landbrugssektor”, siger han.

“Og vores sag er vigtig også i Randers som jo er hovedkvarter for Danish Crown. Vi mener der mangler en modpol til Venstre. De har et kommercielt sigte og kigger kun på økonomien – mens vi i Veganerpartiet kigger på dyrevelfærden, og hvordan vi kan producere mere dyre- og klimavenligt. Vi kigger på de etiske aspekter i produktionen”, fortæller han.

Partiet er ikke særlig kendt i Randers, men har et stærkt samarbejde med kandidaterne i Aarhus, og et samarbejde med Aalborg er også i støbeskeen. På den måde håber Jesper, at partiet kan blive mere kendt i Randers  op til valget om fire år.

Han er godt klar over, at partiet gennem de senere år er blevet latterliggjort, men mener at partiet har sin berettigelse.

“Det er jo klart, det er provokerende, når vi rokker ved folks vaner. Vi er et gammelt landbrugsland, og vi er alle vokset op med bacon og flæskesteg. Det er jeg også. Og når du prøver at få folk til at ændre vaner, så skal det skabe røre”, siger han.

Før han blev veganer, tænkte han ikke på hvor store konsekvenser kødproduktion har på klimaet og det enkelte menneske.

“Men Veganerpartiet gør folk opmærksom på den nye virkelighed – en virkelighed som vi alle bliver nødt til at forholde os til. Og undskyldningen med at sådan har vi altid gjort holder ikke, mener jeg. Vi brændte også hekse af engang, og der var også engang, hvor vi havde en rigtig kat i fastelavnstønden. Men det har vi jo ændret, og det kan vi også gøre med vores mad- og produktionsvaner”, mener han.

Og det er tid til at tænke nyt og være opfindsomme. Men historien siger også at de der stikker næsen for langt frem, som regel får et slag over tuden.

“Hvis vi nu alle blev ved med at tænke, som vi altid har gjort, er der jo ingen fremskridt. Tænkt hvis Steve Jobs tænkte, at vi havde behov for at udvikle telefonteknologien – så havde vi jo ikke haft en Iphone i dag. Vi skal udvikle os hele livet, og det er det, Veganerpartiet er fortaler for.

Men Jesper medgiver også, at det kan svært at se, hvorfor Veganerpartiet har sin berettigelse, hvis ikke man kan se, der er et problem.

“Så må vi jo bruge fremtiden på, at få folk overbevist om, at vi skal tilpasse os en ny virkelighed”, siger han.