Udbyhøj Kabelfærge skal ombygges og have monteret et landstrømsanlæg, så færgen fremover kan sejle i CO2 neutral drift
Projektet har været i offentligt udbud, hvor Assens Skibsværft afgav det bedste bud på projektet, både på pris og på antal liggedage hvor færgen vil være ude af drift.
Ombygningen er planlagt til november måned 2021. Sidste dag færgen vil være i drift inden værftsbesøget er 29. oktober 2021, og den forventes at være tilbage cirka 1. december, hvor den vil genoptage sejladsen.
Ombygningen er planlagt i to etaper. Under første etape vil styrehuset blive flyttet til modsatte side af færgen og sænket, så adgangsforholdene for vagthavende bliver væsentligt forbedret i forhold til nuværende placering. Ud over flytning af styrehus vil færgen få foretaget ordinær service og vedligeholdelses arbejder, så færgen først skal dokkes igen i 2026.
På grund af leveringsfrister på landstrømsanlægget vil etape 2 blive iværksat i marts 2022, hvor kabelhjulet bliver monteret på færgen og tilsluttet strøm fra landanlægget. Færgen vil herefter sejle CO2 neutralt
På forkant med den grønne proces
Randers og Norddjurs Kommune er sammen om at drive færgen, og ønsket om at bygge færgen om udspringer fra et ønske om at reducere driftsomkostningerne. Når færgen er ombygget, er det muligt for vagthavende skipper både at stå for sejladsen og for billetteringen, som hidtil er blevet udført at billettører.
I Sverige og Finland er der flere steder, hvor mindre færger er forsynet med landstrømsanlæg. Da Kabelfærgens nuværende generatoranlæg står foran en udskiftning, opstod ideen med at udstyre Kabelfærgen med et landstrømsanlæg. Det blev hurtigt afklaret, at et landstrømsanlæg kan etableres inden for de økonomiske rammer for udskiftning af generator-anlæggene.
Derfor tog Randers og Norddjurs Kommune i fællesskab beslutning om at gøre Kabelfærgen CO2 neutral.
Færgeriet ser frem til at kunne få en Co2 neutral færge og dermed være på forkant med den grønne omstillingsproces, som er i gang indenfor færgedrift/skibsfart.
”Vi er klar over, at vi med projektet bliver pionerer i Danmark ved at benytte denne løsning, men det ser vi som en spændende udfordring. Vi har de svenske erfaringer at trække på, så Danmarks eneste trækkabelfærge er også den første færge med landbaseret strøm til drift af færgen,” lyder det fra færgeriet.
Ragna, Mellerup-Voer vil under Kabelfærgens driftsstop udvide sejlplanen til sidste sejlads klokken 17.50, samt hvis der er behov sejle ekstra ture på morgenafgange, så de kunder, der pt. bruger Kabelfærgen, kan benytte Ragna inden for samme tidsplan. pt